Undskyld!

Undskyld!


Der var tidspunkter hvor min vrede slukkede for al kærligheden
Tidspunkter hvor du stod, og jeg fyldte dig med onde ord.
Ord som ramte dig så hårdt.
Hårde ord, der ramte dit hjerte så tårerne faldt.
Mit temperament ødelagde ikke kun dig, men også mig.
Min vrede der væltede ind over dig.
Du var så uskyldig.
Havde aldrig gjort andet end at elske mig.
Jeg tog tit tingene forgivet.
Min vrede knuste dit hjerte, tros alt kæmpede du.
Du kæmpede for mig.
For du viste at bag den hårde facade, gemte der sig en pige.
En pige som manglede ord, ord for at beskrive sine følelser.
Al din hjælp tog jeg og smed bort.
En dag fik du nok.
Jeg forstod det ikke.
Mit hjerte blev knust.
Følte sorte skyer over mit hoved, og regnvejr på min krop.
Alt skyllede ind over mig.
Tabet, troen på os, ville jo elske dig resten af mit liv.
Men tog dig for givet.

Så tit du stod og ville gøre alt godt bare for min skyld,
Men jeg var hidsig.
OVER INGEN TING.
Du var mit et og alt.
Jeg ønskede blot at vågne op med dig ved min side.
At mærke din varme
Og høre dit tunge åndedræt.
At mærke den kærlighed og omsorg du gav mig
At høre din tålmodige stemme sige… ”jamen skat… elsker dig jo”
Alt tog jeg forgivet, og tankerne fløj igennem mit hoved med vindens hast.
Mit liv gik i stå da du gik, da du gik uden at se dig tilbage, og lod mig stå.
Inden i forstod jeg dig godt.
Hvordan har du egentlig kunne holde mig ud?
Jeg elskede dig jo så højt, men min vrede ødelagde så meget.
Alt hvad du gav tog jeg og smed bort for næsen af dig.
Du sukkede og kiggede ned i jorden, og magtede ikke mere.
Min jalousi, min vrede over at du havde det sjovt når jeg ikke var der
Dit smil varmede mig når dagen var grå
Og din varme endnu mere når tårerne kom frem fra den ellers så barske pige.
Inderst inde har hun et hjerte, et hjerte så varmt
Et hjerte som længes så meget.
Længes efter at skyggerne forsvinder, at lykken vil besøge hende.
At hun kan gå med oprejst pande, med et smil på læben.
Elskede dig jo så højt.
Mine krav var store.
Men noget skete pludselig.
Midt i min sorg dukkede du op.
Stirrede i jorden, og sagde ”måske, man kunne aldrig vide”
Det satte åben ild inden i mig
Men skabte samtidigt også en forvirrende pige
Elskede dig jo stadig.
Men at mærke du elskede mig igen, kunne ikke holde mig tilbage.
Hvor meget du end sårede mig, var jeg parat til at elske dig
At give dig al min kærlighed
At leve for dig fuldt ud
Vi startede igen
Men det var en ny kærlighed
Der var ren kærlighed imellem os
Og det er der endnu, og det vil der altid være
Jeg lærte af den vrede som skabte så store problemer
Dog kommer den frem, men mest af alt frygt
Frygt for at du går igen
Men mit hjerte længes, og vil altid længes efter dit
Så derfor har jeg valgt at tage det skridt
Og kæmpe for den kærlighed som gik alt for vidt
Men som vi sammen skal bygge op igen.