Begyndelsen blev enden.

Begyndelsen blev enden.

Jeg ved ikke længere hvordan man gør.
For år tilbage sad jeg alene, i min egen verden, havde brug for hjælp og fik det også.
Men det var ikke nok, jeg havde ingen at snakke med, var helt alene i min hule dagen lang og natten med.
Det gjorde ondt, ondt indeni at være efterladt helt alene, men måske det var et valg jeg havde taget?
Jeg ville ikke såres igen, jeg ville ikke finde mig i verdens grusomheder, så jeg lukkede mig inde.
Det var jo det nemmeste!

Jeg fik min første computer, og jeg kunne fornemme et lys forude.
Jeg brugte alt min tid med denne maskine. Den blev mit et og alt.
Jeg lærte mig selv alverdens ting, og endte med og surfe ind et sted, og fik efterfølgende et hav af online venner.
Venner jeg lige havde brug for, nogen der lyttede og nogen der var med på sjov og ballade. Altså, vi havde det godt, og vi hyggede os.

Men så…. Blev jeg forelsket, eller – ja det var hvad jeg troede.
Det hele foregik via nettet, ikke at forglemme det.
Havde psykiske problemer, med mig selv, og havde da brug for en ved min side, eller sådan næsten da.
Så vi snakkede meget, og efter cirka 1½ år, så mødte vi hinanden. Og ai, der havde været op og nedture året igennem, men det var som en trøst for mig, at vide at denne person var så smask forelsket mig.

Havde hele tiden sagt til ham, at han intet skulle forvente af mig, da jeg ikke ville have et forhold af nogen art, men han troede vi var kærester, og lige så snart jeg loggede ind på chatten, var han der, under falsk navn og holdte øje med mig.
Kunne ikke engang "kramme" en af de kendte derinde uden han skulle lave en fandens ballade over det.
Ja lad os bare sige, at det hele måske er min egen skyld, men det gør ondt at vide at man intet kan foretage sig, uden han er i nakken på en og ødelægger alt hvad man prøver og samle.

Men så… blev jeg forelsket i en anden, og vi mødtes, og nårh ja så fandt personen ud af at det ikke lige var os to, at vi ikke passede sammen, at han ikke ville have et forhold, og det er også fair nok.

Og de personer, kender hinanden via nettet.. og ja de har sikkert fået sig en sludder om mig, men så lad dem. Sandheden er jeg den eneste der kender, og den er indviklet, og jo lavede fejl men alle ved jo fejl ikke kan laves om. Man kan kun lære. Og det må man sande og sige at det har jeg gjort.

Jeg ønskede ikke, det skulle ende sådan. En hel portal, imod mig, bare fordi jeg ikke ville være kæreste med en der var forelsket i mig ??
Jeg bestemmer ikke over mine følelser, og jeg kan sku ikke være sammen med en jeg ikke elsker.
Men dét kan de absolut ikke forstå. Nej ifølge dem, er jeg et elendigt menneske, der burde afskaffes!!

Måske det sandt, men jeg ved i mit hjerte, at sandheden er, at jeg intet gjorde så forkert igen.
Jeg lod dem jo vide de intet skulle forvente. Jeg sagde jeg ikke var forelsket, men alligevel er det mig der ender tilbage – endnu engang helt alene!!

Så nu… sidder jeg her, i min hule, og er sådan set et kaos indeni da jeg ikke aner hvad man dog skal gøre for og snakke med nogen, uden der skal blive så meget ballade over det ??

Jeg er nu endt hvor jeg startede for år tilbage.
Alene, forvirret og bange. For ikke og sige såret og itu.
Aner ikke hvordan jeg skal samle stumperne sammen, har overvejet og komme af med min computer, men dette er ikke løsningen.

Der må findes et sted derude, hvor der er plads til mig. Jeg aner bare ikke hvor eller hvordan jeg skal finde det.

Ønsker ikke, at nogen skal have ondt af mig, måske nogen vil sige dette er min egen skyld. Og ja, noget af skylden er min, Men jeg var kun ærlig og åben, og lukkede så mange ind for derefter at blive trådt på bare fordi mine følelser ikke passede ind i billedet.??!!

Så kan I se, det hele er endt hvor det startede!

Mig alene – måske det er meningen jeg skal være alene, i min hule livet igennem. Men ønsker det ikke, ved bare ikke hvordan eller hvor jeg dog skal finde nogen at snakke med.

Det gør ondt indeni – men jeg håber stadig.

Håber på, der er nogen der har plads til mig i deres hjerte!

/TA'