Den Lille Pige

Henne i hjørnet sidder en lille pige, helt alene. Hun er ked af det og bange, jeg kan se hun græder, og hendes kinder er helt røde, af alle de tårer. Hun forsøger inderligt at tørre tårerne væk med trøjeærmet, men forgæves, der kommer alt for mange, og hun kan ikke stoppe dem. Hun trækker benene op under sig, og lader sine arme tage om sine ben, og ligger hovedet på dem, og begynder at rokke frem og tilbage, mens tårerne bliver ved og ved. Hun prøver at skjule det, men jeg ser hendes smerte. Hun har ondt, ondt i sjælen, ondt i hjertet, hun savner, og mangler. Hun er helt alene. Hun er så ked af det, men der er ingen der trøster hende, ingen der tager hende i deres favn og beroliger hende. Hun er helt alene. Hun er så urolig, og det eneste hun tænker på er at hun vil væk, væk fra smerten, væk fra alt det hun har oplevet. Hun kan ikke mere, hun har ondt, denne lille pige. Hun græder over alt det hun aldrig fik, og alt det hun fik men var det hun kunne have undværet. Alt det hun har savnet, og alt det hun aldrig får. Hun vil ikke føle smerten mere, men den er der, og den bliver der, og selv om hendes største ønske er at slippe af med den, sker det aldrig. Jeg får så ondt af denne lille pige, men det der skræmmer mig mest er, at denne lille pige jeg ser, er mig.