Min fars død.

De bærer ham til graven
Han døde langsomt fra os
Han døde fra livet
Livet som han havde elsket så højt, men som han ikke viste.

Det var ikke en gammel død
Han var kun niogfyrre år gammel
Han havde ikke været til at slå ud under 'sygdommen'.
- Og dog.

Han havde kæmpet imod smerterne
Han ville holde ud så længe som muligt
Han græd aldrig
Han ville ikke besvære andre med sin angst for at dø.

Og han skjulte den godt
Så godt, at ingen bemærkede noget
Han var fjern, helt til den dag
Hvor han blev svagere og svagere for hvert minut.

Helt til den dag
Hvor min mor tog med ham på hospitalet, efter lægevagtens opfordring, og for at være der når det skete.

Den dag kunne han ikke smile
Den dag vidste han det hele var forbi
Han græd ikke åbenlyst men han græd inderst inde, foran os.
Hans hjerte gik i stå, men lægerne fik det i gang igen
Og først da, gik det op for os hvor stor hans kamp i virkeligheden havde været.
- Hans kamp for ikke at græde og dele sin angst med os.

Men nu,
Nu lå han der i den hvide hospitalsseng helt bevidstløs med hjælp til vejrtrækning.
Hans kræfter var borte
Han kunne ikke længere kæmpe mod smerterne og angsten
Han kunne kun ligge og mærke, hvordan kræfterne forsvandt.
- Og vente.
Vente på døden, alt var fortabt.

Han sov stille ind med sit triste blege ansigt, og tårer inderst inde, han havde forladt det han elskede.
Det var en forfærdelig død, og en uforglemmelig én.