Den Forfærdelige Død

De Bærer Ham Til Graven
Han Døde Langsomt Fra Os
Han Døde Fra Livet
Livet Som Han Havde Elsket Så Højt, Men Som Han Ikke Viste.

Det Var Ikke En Gammel Død
Han Var Kun 49 År Gammel
Han Havde Ikke Været Til At Slå Ud Under Sygdommen.
- Og Dog.

Han Havde Kæmpet Imod Smerterne
Han Ville Holde Ud Så Længe Som Muligt
Han Græd Aldrig
Han Ville Ikke Besværer Andre Med Sin Angst For At Dø.

Og Han Skjulte Den Godt
Så Godt, At Ingen Bemærkede Noget
Han Var Fjern,
Helt Til Den Dag,
Hvor Han Blev Svagere Og Svagere For Hvert Minut.

Helt Til Den Dag
Hvor Min Mor Tog Med Ham På Hospitalet, For At Være Der Når Det Skete
Den Dag Kunne Han Ikke Smile.
Den Dag Vidste Han Det Hele Var Forbi,
Han Græd Ikke Åbenlyst Men Han Græd Inderst Inde, Foran Os.
Hans Hjerte Gik I Stå, Men Lægerne Fik Det I Gang Igen,
Og Først Da, Gik Det Op For Os Hvor Stor Hans Kamp I Virkeligheden Havde Været.
Hans Kamp For Ikke At Græde Og Dele Sin Angst Med Os
Men Nu...
Nu Lå Han Der I Den Hvide Hospitalsseng Helt Bevidstløs Med Hjælp Til Vejrtrækning.
Hans Kræfter Var Borte
Han Kunne Ikke Længere Kæmpe Mod Smerterne Og Angsten
Han Kunne Kun Ligge Og Mærke, Hvordan Kræfterne Forsvandt.
Og Vente...
Vente På Døden, Alt Var Fortabt.

Han Døde Med Sit Triste Ansigt, Tårer Inderst Inde
Det Var En Forfærdelig Død..