Mig og min far

Min far vendte sig om, og så lige på mig ude fra køkkenet:
”Jeg… det jeg siger til dig nu, vil komme til at ændre alt, for altid” sagde han og kiggede alvorligt på mig. ”Hvad, sig det nu far…” sagde jeg, og lagde mit bestik. Far vendte sig om, og kiggede ud af vinduet, som var over vasken. ”Nu har din mor og jeg været skilt i snart 6 år, og vi har altid sagt, at grunden til at vi blev skilt, var pga, at vi aldrig kunne blive enige om noget.” Han trak vejret dybt, vendte sig om og kiggede på mig ”men det er ikke sandheden” sagde han så.
”Ikke sandheden??? Hvad er så grunden til det?” sagde jeg mens jeg kunne mærke tårene presse på. Han kiggede bare på mig, jeg fik intet svar ”FAR… så svar mig dog, kære far, hvad er det?”, min far gik hen mod mig og satte sig på hug. Han tog mine hænder, jeg kunne dufte hans cologne, den duft jeg havde duftet til fra jeg var helt lille. ”Grunden til at din mor og jeg blev skilt, var fordi at” hans stemme begyndte at skælve ”jeg var hende utro….” sagde han og en tåre trillede ned ad hans kind. En strøm af vrede kom igennem mig ”Hvad… hvad har du?” sagde jeg bestemt ”jeg har været hende utro, men ikke nok med det, så var jeg hende utro med den forkerte” sagde han. Jeg trak mine hænder til mig ”hvad mener du, hvorfor begynder du at græde, du har intet at græde over?”. Jeg rykkede mig væk fra ham, jeg følte en afsky. ”Hende jeg var din mor utro med havde aids, og jeg er blevet smittet”. Tårene strømmede ud af hans øjne, ned af hans flade, men alligevel harmoniske ansigt. Han var 43 år gammel, hans navn var Poul, han var høj og almindelig af bygning, han havde fået lidt grå hår i siderne, men ellers så han faktisk meget ung ud, hans næse var stor og hans mund var bred.
Jeg kiggede koldt på ham, i stedet for at have ondt af ham, var jeg bare sur på på ham. Jeg rejste mig og skulle til at gå ud af køkkenet, han tog fat i min arm ”Katie, du må forstå” sagde han næsten stammende. ”Jeg vil ikke forstå noget” sagde jeg og løb ind på mit værelse. Jeg smækkede med døren og lagde mig på sengen med hovedet ned ad, ud over kanten, jeg begyndte lige så stille at græde ”hvorfor, hvorfor” sagde jeg grædende til mig selv. Det eneste jeg vidste om aids var at sygdommen var dødelig. Mere vidste jeg ikke. Havde aldrig troet at det skulle ramme en i min familie, og slet ikke min far. Jeg havde ingen anelse om at han havde det, jeg vidste ikke engang hvilke symptomer man skulle have for at vide det.
Jeg besluttede mig for at finde ud af det. Jeg gik ud af døren, og listede mig lige så stille forbi køkkenet, hvor min far sad og videre ind i stuen hvor computeren stod, jeg gik ind på søgesiden google og tastede ”aids” ind. Der var flere sider med links om aids, jeg trykkede på det første link. Der stod følgende: ”De første tegn på at aids, er ved at have overtaget, over vores immunsystem, er: Langvarig træthed, langvarig feber, langvarig diaré, ufrivilligt vægtab, langvarig hoste og åndenød osv. Jeg burde havet vidst det, han havde jo været meget træt her på det sidste, han havde haft feber og havde hostet meget. Men hver gang jeg spurgte ham sagde han bare at han havde influenza, og jeg troede på ham. Jeg læste videre og fik nogle forfærdelig ting at vide, jeg fik mere og mere ondt af ham.
Jeg slukkede for computeren og gik ud i køkkenet til min far, han sad ned på en stol med ryggen vendt i mod mig, jeg lagde min hånd på hans skulder ”Far… det er jeg altså virkelig ked af” sagde jeg, jeg kunne hører at han trak vejret, han tog min hånd og sagde ”Nej… det er mig der er ked af det her, det er min skyld” han begyndte at græde, jeg satte mig ved siden af ham og kiggede på ham ”Far, vi skal nok komme igennem det her, jeg vil hjælpe og støtte dig så meget som jeg kan” sagde jeg. ”Søde skat, der er ikke så meget at gøre, jeg har ikke langt igen, her på den sidste uge har jeg tabt mig 5 kilo.” Han rejste sig og gik hen til skænken som stod ved siden af døren ud til gangen, han åbnede skuffen og tog en pakke cigaretter frem, han tog en cigaret op af pakken og tændte den. Han var begyndt at ryge for cirka 2 måneder siden hvor han havde fået at vide af sin læge at han havde aids, han fortalte mig alt hvad han havde været igennem og hvad der skulle til at ske nu. Han skulle til en masse prøver, selvom han godt vidste at det intet ville hjælpe. Mor vidste det også godt, han havde først bedt hende om at fortælle mig det, men hun havde bestemt, sagt nej, hun syntes nemlig at det var bedst at han selv sagde det. Jeg var kommet hjem til ham om fredagen, jeg fik det at vide om lørdagen og skulle hjem igen om søndagen. Da det så blev søndag, kørte min far mig ned til busstoppestedet, jeg gav ham et langt kram og steg på bussen.


Bussen stoppede præcist ude foran mit hus, jeg skyndte mig ud af bussen, og stillede mig foran døren og fandt mine nøgler frem. Men inden jeg nåede at stikke nøglen i hullet, blev døren åbnet. Det var min mor, hun kiggede med medlidenhed på mig, hun trak mig ind til hende og krammede mig. Jeg begyndte at græde, og spurgte hende hvorfor det her lige skulle ske for os. Jeg kunne bare ikke forstå det, hun sagde hun forstod lige så lidt som jeg gjorde. Min mor havde brunt hår til skuldrene, en forholdvis pæn figur, hun var 39 år og hed Maibritt, hendes øjne kunne lyse som en stjerne når hun var glad, hvilket hun var meget tit.
Hun hjalp mig af med jakken, og sagde at jeg skulle gå ud i køkkenet, jeg gik ind i køkkenet og en duft af friskbagt kage og varmt te kom mig i møde, jeg satte mig på en stol og ventede på hende, hun kom ind og lagde et brev på bordet ”Det her, det er fra Mark… han var her i går med det” sagde hun og satte sig overfor mig. Mark var min kæreste, vi havde været sammen i snart et år, han var der altid for mig, som jeg altid var der for ham og jeg elskede ham utrolig højt. Jeg kiggede på brevet, hvad havde han nu fundet på tænkte jeg, min mor puffede brevet hen til mig ”læs det nu” sagde hun og ventede spændt. Jeg tog brevet og åbnede det, jeg læste højt:


Dine ord lysner mit liv.
Bringer varme som var forsvundet
Et ord fra dig, og lyset skinner igen
Et smil fra dig, og sjælen lever
Et kys fra dig, og hjertet slår

Din hvisken, liggende tæt op ad mig
rører mig dybt.
Du hvisker og jeg skælver indeni
ryster over det hele.
For mig til at elske dig endnu mere.

Et forsøg på at samle ord, forgæves
fordi du er det dejligste jeg har set
Lidenskab er dit navn
Følelse er din sjæl.
Og kærlighed er hvad jeg føler
når jeg tænker på dig Katie.


Min mor kiggede på mig med store øjne ”hvor var det smukt” sagde hun og smilede til mig, jeg kiggede ned i brevet og sagde ”Ja.. men det har ikke fået mine tanker væk fra far.” Jeg begyndte at græde igen ”hvorfor er livet så uretfærdig mor, jeg forstår det simpelthen ikke.” Hun hældte noget te op til mig ”her drik du det og slap lidt af, så skal vi nok snakke så meget om det som du nu vil” sagde hun så. ”Hvor er Peter egentlig henne?” spurgte jeg hende så om? ”Han er kørt en tur, så vi to kunne være alene”. Peter var min stedfar, ham og min mor havde været sammen i snart 4 år. Han behandlede både min mor og mig godt og sørgede for os, jeg elskede ham højt, men ikke som jeg elskede min egen far. Alt havde jo også været perfekt, jeg havde den dejligste far, en rigtig god mor, en rar stedfar og den bedste kæreste, så selvfølgelig skulle der ske noget dårligt. Vi sad og snakkede i flere timer min mor og jeg. Der var både tårer og grin. Vi gik igennem alle de minder vi havde haft med far. Mor sagde at der ville blive mange flere gode minder, han ville jo ikke forsvinde med det samme. Vi fik snakket ud om hvordan vi skulle tackle det hele, det ville ikke blive nemt, men vi skulle nok klare det, så længe vi ville gå igennem det sammen.
Måneder gik, og min far blev tyndere, dårligere og svagere, han var kommet på hospital nu, han kunne nemlig ikke selv klare noget der hjemme. Men han havde mig og resten af familien til at støtte ham. Mark var også tit med på hospitalet, ham og min far havde også et godt forhold til hinanden. Mark havde kort, brunt pjusket hår, brune øjne og det dejligste smil, han var 16 år og gik til ishockey, så han havde også en veltrænet krop. Han var høj af sin alder og havde en piercing i øjenbrynet.


Henne i skolen, havde næsten alle fået at vide at min far havde aids, jeg ved ikke hvorfor, men jeg skammede mig så meget. Men heldigvis kom ingen med dumme kommentare. Min far havde, sammen med min mor, taget hen på skolen, hvor de havde fortalt det til hele min klasse. Alle sad bare med åben mund. Men heldigvis sad Mark ved siden af mig og støttede mig. Han er min kæreste, men også min bedste ven. Mine veninder støttede mig også, de tog mig med på shoppeture og med i biografen.
”Katie, vil du være så venlig at læse side 93, kapitel 27 i Det forsømte forår højt” sagde min lærer Margrethe, jeg nikkede og læste ”Julen nærmer sig. Og dagene er mørke og sure. Der må være tændt lys i…..” Da jeg var færdig, sagde min lærer tak og bad en anden om at læse videre. Timen var gået og vi fik frikvarter. Jeg gik hen til Mark, som sad sammen med nogen af gutterne ”Skat, må jeg snakke med dig, det er ret vigtigt” sagde jeg til ham, jeg havde faktisk ikke noget vigtigt at sige til ham, ville bare gerne være alene med ham ”Jo selvfølgelig” sagde han, vi gik ud på gangen og udenfor, vi satte os på en bænk. ”Hvad vil du snakke med mig om søde skat” sagde han og kiggede på mig med de mest dejlige øjne, jeg grinede lidt og sagde ”ikke noget søde, jeg ville bare være alene med dig”, han smilede til mig og tog min hånd, han kyssede den blidt. ”Hvordan går det med din far?” sagde han så ”det går som det hele tiden har gjort, han taber sig mere og mere for hver dag og bliver dårligere og dårligere” sagde jeg og kiggede ned på asfalten. Mark tog armen om mig og holdt mig tæt ind til ham.
Mange af de ældre som kendte til Marks og mit forhold sagde, at det var noget pjat, vi var for unge til at kunne elske hinanden, og at vi kun gik i 9. klasse. Men Mark og jeg var fuldstændigt lige glade med, hvad de syntes, vi elskede hinanden og sådan var det.
Månederne gik stadig, min far fik det værre, og han kunne slet ikke rejse sig op mere. Jeg besøgte ham hver eneste dag, så jeg havde næsten ingen tid til hverken venninderne eller Mark. Mark kunne godt forstå mig, men han var alligevel ikke glad for det. Jeg vidste at han savnede mig, men i stedet for at sige det til mig, prøvede han bare på at såre mig. Når vi snakkede i telefon, skulle han altid bebrejde mig, han kunne sige ting der gjorde så ondt indeni. Han begyndte at gå til fest hver weekenden, torsdag, fredag og lørdag. Han hang ud sammen med andre piger og ringede næsten aldrig mere.
Jeg gik ind på min fars hospitalstue, han lå i sengen og stirrede på fjernsynet, som hang på væggen. Stuen var lille, det eneste der var derinde, var hans seng, en stol, et lille bord, en kommode og et tv. Der lugtede syrligt, ligesom hos en tandlæge, jeg kunne ikke fordrage den lugt. Han var blevet så grå og trist at se på, hans ribben stak ud, og man fik næsten kvalme af at kramme ham. Det var så hårdt at se ham sådan. Han havde også hævede lymfekirtler og svulster i huden. Han havde ondt alle steder, og hans humør var svingende. ”Hej Katie” sagde han og kiggede på mig, han prøvede at nå fjernbetjeningen som lå på bordet ved siden af ham, men han havde ingen kræfter til at sætte sig op, det var hårdt for ham, bare det at strække armen ud. Jeg skyndte mig hen til ham, jeg tog fjernbetjeningen og slukkede. ”Hej far” sagde jeg og kyssede ham på panden ”hvordan har du det i dag?.” Jeg smilede og kiggede på ham ”Jeg har det… jo, som jeg ser ud” sagde han og kiggede væk. ”Katie, ikke fordi at jeg ikke vil snakke med dig, men jeg er meget træt” sagde han og trak vejret dybt. Jeg kiggede på ham og kunne mærke tårene presse på ”okay” sagde jeg skælvende ”Skat, du må ikke være ked af det” sagde han og tog min hånd. Jeg brød ud i gråd ”Far.. jeg kan ikke klare det her mere, du har aids og jeg mister alle mine venner en efter en…. og Mark” sagde jeg grædende. Min far begyndte også at græde ”undskyld skat, undskyld” sagde han så. ”Mark, hvorfor er du ved at miste ham?” sagde han og kiggede på mig med våde øjne. ”Jeg har jo besøgt dig hver dag, og det er også noget, jeg meget gerne vil, men jeg har jo ikke tid til ham mere, men du er vigtigst far” sagde jeg og kiggede ned i gulvet. Mit hjerte bankede hurtigt og jeg havde svært ved at få vejret "”han ringer aldrig mere, han hænger ud sammen med andre piger, jeg tror ikke at han elsker mig mere” sagde jeg og græd endnu mere.
Far sagde, at hvis han gjorde det, så var han ikke mig værdig, men jeg ville ikke selv indse det. ”Og far, jeg mister jo også dig på et tidspunkt, jeg elsker dig bare så højt” sagde jeg og satte mig på en stol der stod på den anden side af sengen ”Jeg elsker også dig” sagde han og tog sig til brystet. Der var stilhed i nogle minutter, far lukkede øjnene, jeg kiggede på ham ”far?” sagde jeg, han svarede mig ikke. En følelse af angst gik igennem min krop, en angst for at han var død ”FAR… FAR” råbte jeg imens jeg ruskede i ham. Der kom ingen reaktion fra ham, jeg hev i nødkaldssnoren. Læger og sygeplejesker kom løbende ”du bliver desværre nødt til at gå ud” sagde en kvindelig sygeplejeske. Hun førte mig ud på gangen ”sæt dig her” sagde hun og pegede på en stol, jeg satte mig ned, jeg var fuldstændig væk ”og hvis du skal ringe til nogen, kan du bruge telefonen inde på kontoret der” sagde hun og pegede ned ad gangen. Hun gik ind på min fars hospitalstue. Jeg rejste mig op igen og gik lige så stille hen i mod kontoret, jeg løftede røret og tastede min mors mobilnummer ind. Telefonen ringede, der gik lidt tid før den blev taget. ”Det er Maibritt” sagde min mor ”Mor… den er helt gal med far” sagde jeg, jeg rystede over hele kroppen ”Okay, jeg kommer med det samme skat” sagde hun og lagde på. Jeg satte mig igen på stolen som stod ude på gangen.
Da der var gået 10 minutter kom min mor gående hurigt hen i mod mig ”er du okay, skat?” sagde hun og krammede mig, jeg rystede på hovedet og begyndte at græde. Min mor hun trøstede mig og sagde at vi ikke skulle tage sorgerne på forskud, det var jo ikke sikkert at han var død, han kunne jo være besvimmet eller en noget andet. Min mor håbede kun på det bedste, ikke fordi at jeg ikke også ville det, men da jeg så ham ligge der, helt uden at bevæge sig, jeg var næsten 100% sikker på at han var i himlen nu. Da der næsten var gået et kvarter kom der en læge ud, han stillede sig foran os, han så hverken trist eller glad ud, han havde et følelsesløst ansigt, som dem der spiller poker har, han trak vejret og sagde ”det gør mig ondt at måtte fortælle jer om at Poul er gået bort” min mor og jeg begyndte at græde lige så stille igen. Lægen kiggede på os og bad min mor om at skrive under på nogle papire.


Der gik nogle dage og min far skulle begraves. Familie og venner kom til begravelsescermonien, mange græd. Det føltes som om at det tog flere timer at begrave ham, selvom at det kun varede en halv time. Bagefter var der kaffe og lidt friskbagt kage hjemme hos min mor. Alle gik og snakkede om ham, snakkede om alle de gode minder de havde haft med ham. Min mor stod og snakkede med Peter, han havde også været så hjælpsom, han havde kørt mig op til hospitalet næsten hver dag, jeg ville heller ikke havet kunnet klare det uden ham. En dame, sandsynligvis en af min fars venner, gik hen til min mor, hun sagde noget til hende, noget jeg ikke kunne høre. Min mor gik med damen ud i gangen, der gik ikke ret lang tid og så stod min mor foran mig ”Katie, det er Mark… han står ude ved døren” sagde min mor ” jeg vil ikke snakke med ham” sagde jeg og skulle til at gå, min mor tog fat i mig og sagde ”søde skat, vær nu så venlig, han ser rigtig ked af det ud, jeg synes altså at du skal snakke med ham”. Jeg opgav kampen og gik ud til døren, der stod han, mit livs kærlighed, den første fyr jeg nogensinde har elsket ”Hej” sagde jeg bestemt, han kiggede på mig med de dejligste hundeøjne ”må jeg komme ind” sagde han så ”ja selvfølgelig” sagde jeg og gik et skridt til siden. Han gik indenfor og jeg lukkede døren ”Katie, inden du siger noget, vil jeg gerne lige læse noget op” han tog hånden ned i lommen og fandt et stykke papir frem, han læste det højt.


Jeg savner din nærhed
lyden af din stemme
betydningen af de ord
du hvisker i mit øre

Jeg savner din berøring
dine varme, kærlige fingre
glidende let over min hud
sansernes eufori

Jeg savner at du lytter
til mine drømme og håb.
Til dagens op og nedture
til frygten der holder mig vågen

Jeg beder til at du er mig nær
for når du er nær
er jeg i sikkerhed
indhyldet i din kærlighed


Han kiggede på mig ”Undskyld, undskyld at jeg ikke har været der for dig, undskyld” sagde han og en tåre trillede ned af hans kind ”jeg vil gøre alt for at gøre det godt igen, jeg vil hjælpe dig igennem det med din far, han er borte, det er rigtig nok, men i dit hjerte vil han altid være, jeg lover at jeg nok skal hjælpe dig” han trak vejret ”jeg elsker dig skat” sagde han og gik hen i mod mig, jeg smilede til ham ”jeg elsker også dig”. Han krammede mig og jeg kyssede ham blidt på munden. Min mor og Peter kom ud i gangen hvor vi stod, de smilede og omfavnede os begge. Fra da af vidste jeg at det hele nok skulle gå, vi havde hinanden og ville altid være sammen, og selv far var til stede, han var i mit hjerte, og der ville han altid være.