Luk op for et liv.

Min mormor og jeg sad i hendes udestue og drak te og spise kage, det var en slags tradition vi havde, det var noget vi gjorde hver søndag. Vi sad bare og hyggede og snakkede om alle de ting der skete i ens liv og vi diskuterede digte, da vi tit sad og læste dem op af min mormors digte-samling. Jeg elskede at være hjemme hos hende, der var intet bedre, jeg følte mig åben og rigtig tryg i hendes selskab. Men man kan jo heller ikke undgå at føle sig tryg, når man har besøgt hende hver søndag i 16 år.
Min mormor var selv ved at blive lidt gammel, 80 år var hun, og hun skulle snart på plejehjem. Men hun havde jo også oplevet meget i sit liv. Hun blev født i hendes eget hjem kl 2 om natten, d 2 maj 1924, det var hendes far der hjalp hende til verden, hendes far var læge så det hele gik godt. Hun fik navnet Marie Magdalene Baster. Hun havde haft en god barndom, boet i danmark hele sit liv, blev gift med min morfar da hun var 25 år og fødte min mor som 30 årig. Og 34 år senere blev jeg født, hun var den første der holdt mig, måske var det derfor at hende og jeg havde knyttet os så meget til hinanden. Det var det eneste jeg vidste om hende, jeg havde aldrig set billeder af hendes familie og vidste ikke om hun havde brødre eller søskende. Hun var nemlig meget tavs med hensyn til det, hun ville aldrig snakke om det, når jeg begyndte at spørge. Måske havde hun en hemmlighed.
”Vil du have noget mere te min lille skat?” sagde min mormor og tog fat i tekanden, jeg kunne dufte den dejlige kamillete der fyldte mine næsebor helt ud.
”Ja tak” sagde jeg og smilede.
Hun hældte op til mig og gik hen til sin reol, hun gik meget langsomt, hendes ben kunne ikke klare så meget mere, som de havde kunnet før i tiden. Hun tog en bog frem og satte sig ned igen. Hun læste et digt op for mig, det handlede om havet, alle havets hemmligheder, det var smukt syntes jeg.
”Kunne du lide det?” sagde hun og ventede næsten helt spændt.
”ja meget, det var virkelig smukt, har du ikke flere af den slags?” sagde jeg og gik hen til reolen. Jeg kiggede på hende, jeg kunne se at hun tænkte sig grundigt om. ”Jo det har jeg faktisk, men bogen står ikke der, den ligger i en papkasse oppe på loftet.”
”Okay” sagde jeg og skyndte mig op på loftet.
Der var meget mørkt deroppe, men fandt heldigvis hurtigt kontakten, jeg kiggede mig omkring, men kunne ikke rigtig se nogen papkasse. Jeg så en mørkgrå kuffert som lå ovre i hjørnet, jeg tænkte at det måske var der den lå i. Jeg gik hen til kufferten og åbnede den, der lå nogle breve, et meget smukt smykke, billeder og så lå der også noget der lignede en bog. Jeg tog den op og åbnede den. På første side stod der Marie Magdalene Baster, jeg kiggede på den næste side og læste op.
” 16 august 1939, kære dagbog, min skolelærer…..” Jeg skulle til at læse videre, men kunne ikke få mig selv til det, det var jo hendes følelser og hendes private liv der stod i den, så det kunne jeg ikke være bekendt at læse. Jeg lagde bogen ned igen og ledte videre. Jeg fandet endelig papkassen hvor bogen lå i. Jeg tog den op og skulle til at gå ned. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde sådan en lyst til at læse hendes dagbog, ellers ville jeg jo aldrig få noget af vide om hendes liv, jeg åbnede igen kufferten og tog den op.





16 august 1939

Kære Dagbog

Min skolelærer frøken Ebel er nazist. Hun begyndte med raceundervisning i min klasse. Hun sagde at jøderne var udskud, som man var nødt til at isolere. De var pengegriske, havde specielle næser og mørkt hår. Jeg har tilfældigvis blå øjne og ser ikke særlig jødisk ud, selvom at jeg er jøde. Men da hun sagde det, vendte alle mine klassekammerater sig om og kiggede på mig. Jeg var den eneste jødiske pige klassen, og det synes de var morsomt, fordi det passede jo ikke med ”Virkeligheden”. Sikke noget sludder. Men så krævede frøken Ebel at hele skolen skulle melde sig ind i Bund Deutcher Mädel, BDM, som er en nazistisk ungdomsorganisation for piger, og Hitler Jugend som er for drenge. Men os jødiske børn, vi måtte ikke være med. I begyndelsen var jeg lidt misundelig på mine veninder, fordi de fik sådan en flot uniform. De holder også gruppemøder og begynder et helt andet liv. Nu er alle min klassekammerater også holdt op med at lege med mig. Det samme er de min min storebror, men heldigvis kan min lillebror intet mærke, han er kun 1 år. Der er efterhånden sådan en terror i byen, at de ikke-jødiske forældre ikke vil give tilladelse til, at deres børn leger med et jødisk barn, som mig f.eks. Mine forældres venner har også trukket sig, så min familie er blevet mere og mere isolerede. Har også lige fået et brev om at jeg ikke kan gå til håndbold eller gymnastik længere, fordi at os jøder ikke må være med i idrætsklubben. Jeg er kommet længere og længere væk fra fælleskabet, jeg kan simpelthen ikke klare det, jeg forstår ikke hvorfor at de ikke kan lide os. Men det værste af det hele er at Frøken Ebel ikke vil have at jødiske børn skal gå i deres skole mere, og det gør jeg så heller ikke mere, fordi at der kom nogle drenge fra organisationen Hitler Jugend og bad mig om at skride ellers ville de give mig tæv. Jeg skyndte mig hjem og lå i min mors arme i mens jeg græd. Alt dette startede d. 2 august og det bliver værre og værre.

Marie

Jeg fik en klump i halsen, det passede jo slet ikke sammen. Min mormor kom fra danmark, hun var dansker. Hun kunne ikke være jøde, det passede ikke, eller! Hendes efternavn, det havde jo altid været lidt specielt, havde aldrig mødt andre der hed det. Hvor må det havde været forfærdligt for hende, tænkte jeg. Måske var det derfor at hun aldrig ville fortælle mig om hendes liv. Men hun havde jo også to brødre, men jeg havde aldrig hørt om dem før. Jeg læste lidt videre igen.
22 august 1939

Kære Dagbog

I går lavede nazisterne en aktion, hvor de arresterede alle byens jødiske mænd. De kom tidlig morgen med lastvogne og hentede alle mændene. Min far var naiv. Han havde kæmpet for tyskerne under første verdenskrig og fået tapperhedsmedaljer. Han viste medaljerne til nazisterne. Men de grinede bare og sagde at det sikkert bare var noget han havde købt, jøderne er feje, så han kan bestemt ikke havde været en god soldat. Det gør mig så sur at de siger sådan noget, min far havde kæmpet godt under første verdenskrig, de burde skamme sig. Men de tog ham så og fik ham til at skure brostenene foran rådhuset med en tandbørste. Min far kom igen hjem i morges, han fortalte os det kort, men vil ikke snakke mere om det, jeg forstår ham også godt.

Marie

Jeg blev helt chokeret og vidste ikke om jeg skulle læse videre, jeg lagde bogen ved siden af mig og kiggede ned i kufferten, der lå en kuvert med billeder i, jeg tog den op og kiggede på billederne.

Jeg fandt et billede, hvor der var en dreng på, han sad nede på jorden og lænede sig op ad en mur. Bag på billedet stod der ” Min bror Frank, 1 år før han blev taget af tyskerne”. Jeg kunne mærke at tårene pressede sig frem fra mine øjne. Jeg prøvede at holde dem tilbage, men det var virkelig svært. Jeg begyndte at hulke lidt. Jeg havde læst alt om hvad der skete i 2. verdenskrig og vidste alt hvad der var sket med jøderne. Så det var egentlig ikke fordi at det min mormor havde skrevet, var rigtig slemt, det var mere det at jeg vidste hvad det var at de gik igennem. Jeg fandt endnu et billed.


Jeg kunne se at det var et avis udklip, jeg fik ondt i maven af at se på det. Det var jo fuldstændig forfærdeligt at se på, hvorfor gemte hun disse billeder? Hvorfor gemte hun billeder af drenge, der var døende? Jeg forstod det ikke. Jeg trak vejret dybt, og kunne næsten lugte alt den død der var på det tidspunkt. Jeg lagde billederne fra mig og læste videre.

28 august 1939

Kære Dagbog

I dag da jeg havde været ude for at gå en tur og da jeg kom tilbage, sad min mor i et hjørne og græd. Hun fortalte at de var kommet for at hente min far. De kørte rundt for at hente alle jødsike mænd. De spurgte selvfølgelig hvor min far var, men det ville hun ikke fortælle. De slog hende så og sagde at de ville komme igen om en time. Og hvis min far ikke var dukket op, ville de tage hende med i stedet. Jeg var så bange da hun fortalte mig det, men ville ikke vise hende det, jeg prøvede bare at trøste hende. Mændene er ikke kommet endnu og det håber jeg heller ikke at de gør. Min far er kommet hjem, han havde besøgt en af sine ikke-jødiske venner, som der stadigvæk vil se ham. Min far blev rigtig vred da han fik det af vide, han gik og råbte og kastede med ting, jeg har aldrig set ham så vred. Jeg begyndte at græde og bad ham om at stoppe fordi han gjorde mig bange. Min storebror blev også overfaldet i dag af dem fra Hitler Jugend, de skubbede ham og sparkede ham og spyttede ham i ansigtet. Så nu ligger han inde på sit værelse og tør ingenting, det er ligesom om at han er gået i chock. Min far har hørt at Hitler har tænkt sig at fange alle jøder og dræbe dem. Jeg er så bange, jeg har aldrig været så bange før, jeg vil ikke dø, jeg vil leve mit liv. Men den jeg er mest bekymret for er min lillebror, han er så lille og kan ikke forsvare sig selv, hvis der sker ham noget går jeg fuldstændig amok.

Marie


Det var som om at mit hjerte gik i stå, jeg forstod intet, jeg var forvirret og oprevet. Jeg kom i tanke om at jeg skulle ned med bogen med digte og at hun ventede, men jeg kunne ikke få mig selv at gå ned, jeg måtte læse færdigt. Da jeg skulle til at læse videre, fik jeg øje på noget nede i kufferten, det var sort og da jeg tog det op var det lidt tungt, nu kunne jeg se hvad det var, det var en pistol, hvilken pistol det var anede jeg ikke. Men jeg var sikker på at det var tyskernes pistol, en som der var blevet brugt under 2. verdenskrig. Men en ting jeg undrede mig over, det var hvor hun havde fået den fra og hvorfor. Jeg løftede det ene øjenbryn og lagde den ned igen. Så læste jeg videre.


1 september 1939

Kære Dagbog

Nu er det gået i gang, vi er i krig, tyskerne er kommet for at hente alle jøderne. Jeg sidder nu i et rum på 10 kvadrat meter, med min far, mor, storebror og min lillebror. Det er vores hemmlige rum, ingen ved at vi har det og det er svært at finde hvis man leder. Rummet er bag vores reol i stuen, rummet er forholdsvis nyt, min far byggede det for et par måneder siden, da oprørene begyndte, det anede ham nemlig at dette ville ske, og han havde ret, desværre. Lige nu kan jeg hører at de leder vores lejlighed igennem, jeg kan hører at de snakker om at de glæder sig til at gasse os jøder, men hvad de mener med det, det ved jeg ikke. Jeg kan også hører pistolskud, børn der græder og og voksne der råber og skriger. Og jeg kan…

Så nu er jeg tilbage igen. Men kunne ikke skrive videre fordi at alt vores lys gik, så der var fuldstændig mørkt herinde, nu har min far tændt en olielampe, så nu har vi lys. Der er blevet helt stille udenfor, jeg kan nemlig intet hører, min far og min storebror har tænkt sig at gå udenfor for at se om tyskerne er taget afsted igen, men min mor beder dem om at lade vær, hun er nemlig så bange for at der skal ske dem noget. De har nu lovet at vente til i morgen.

Marie




Mine hænder begyndte at ryste lidt, jeg var virkelig chokeret, min mormor havde været med i 2 verdenskrig og hun var jøde. Det gik lige pludselig op for mig, jeg var selv en fjerdedel jøde, jeg gys. Jeg lagde hurtigt bogen fra mig og rejste mig op, jeg vidste at de ting der stod i bogen kun kunne blive værre. Jeg gik et skridt væk fra bogen, jeg gik i panik, jeg fik det så dårligt over alt det jeg havde læst og jeg havde ikke engang fået læst det værste endnu, kunne jeg jo godt regne ud. Jeg skyndte mig nedenunder til min mormor, men hun var der ikke, jeg kunne se at hun var ude i haven, det var ligesom om at hun havde glemt mig helt. Jeg begyndte at kunne mærke at jeg blev lidt svimmel, så jeg gik hurtigt ud på badeværelset og kastede lidt vand i hovedet på mig selv, jeg kiggede mig selv i spejlet, jeg lagde først der rigtig mærke til hvordan mine øjne så ud, de var brune og på en måde så de rigtig triste ud, mit hår var også brunt, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet at jeg var en fjerdedel jøde. Jeg kiggede op mod loftet, jeg måtte bare, tænkte jeg og løb op på loftet igen. Jeg fandt hurtigt bogen frem og læste videre.

8 maj 1940

Kære Dagbog

Jeg ved at det er meget lang tid siden at jeg har skrevet i dig, men der er også bare sket så meget. Jeg er fuldstændig knust, i går blev min storebror opdaget af de tyske soldater da han var på vej ned for at ”tigge” om noget mad til os. Men han havde gået det forkerte sted hen, dem han tiggede til kaldte straks på soldaterne og han blev fanget. Det værste af det hele var at jeg så det med min egne øjne. Jeg stod selv ved hjørnet og fulgte ham i alt det han gjorde. Og da jeg så de tyske soldater kom, løb jeg alt hvad jeg kunne hjem. Jeg græd og græd og kunne næsten ikke sige noget, da mine forældre spurgte mig om hvad der var sket og hvor min bror var henne. Jeg kunne kun hulke disse ord frem ”Tyskerne… Frank”. Mine forældre vidste så straks hvad der var sket. Min mor satte sig ned på gulvet og begyndte at græde. Min far blev nødt til at bede os om at være stille, hvis vi nemlig ikke var stille ville tyskerne hurtigt opdage os og vi ville blive taget. Min lillebror der lå i den meget lille seng i hjørnet, kiggede på mig med de mest uskyldige øjne, men han kunne ikke skjule frygten. I dag spurgte jeg min far om han vidste hvad der ville ske med Frank, min storebror. Han svarede at Frank ville komme hen til det smukkeste sted og leve godt der, jeg spurgte ham så også om vi ville komme til at se ham igen. Min far svarede nej, det sted var så langt væk og han skulle nok sørge for at vi ville blive i denne lejlighed til krigen var færdig. Jeg forstod ikke hans svar, men spurgte ikke igen, min far havde det for dårligt kunne jeg se, og jeg ville bare lade ham være.


Marie


6 juni 1941

Kære Dagbog

Det er et under at jeg har fået dig med herind, med ind i koncentrationslejren Auschwitz. Jeg ligger i et lille hus sammen med 200 andre jøder. Jeg har noget gråt og beskidt tøj på, jeg er klippet helt skaldet og jeg har fået tatoveret et nr. på mit håndled. Det gjorde ondt. Jeg ligger ved siden af min mor og min lillebror. Min far er et andet sted, men hvor ved jeg ikke. Alle folk herinde ser syge ud, de er fuldstændig underernæret, det er næsten ulækkert at se på. Hvis jeg ikke havde dig Dagbog, havde jeg gået fuldstændig ned, jeg kan fortælle dig alt og du røber intet. Du vil sikkert gerne have af vide hvordan jeg er endt her. Vi sad i vores lejlighed og troede at vi var i sikkerhed, men vi tog fejl, Hitler havde åbenbart bedt hans soldater om at tjekke alle huse og lejligheder igennem en gang til. Vi havde ikke en chance, de tyske soldater tog os, min far prøvede at beskytte os, men de slog ham bare ned, jeg begyndte at græde. De hev fat i os og trak os ud til en lastvogn, derfra kørte de så os til en togstation, hvor de trak os op på toget og så blev vi kørt direkte hen til Auschwitz. Da jeg kom ind i lejren, kunne jeg kun lugte død, død og atter død. I mens at jeg fik tatorveret et nr. ind på mit håndled, fik jeg det største chock, jeg så min bror Frank, han gik sammen med nogle andre jøder i hen i mod et kammer, han var underernæret kunne jeg se, jeg prøvede at kalde på ham, men en af de tyske soldater slog mig så jeg blev fuldstændig mundlam. Jeg fulgte min bror nøje, han gik lige så stille hen i mod kammeret, jeg troede at han skulle ind og måske arbejde, men jeg tog fejl. Da han kom ind i kammeret, så jeg at der kom røg op fra en skorsten fra kammeret. Jeg hørte en anden sige, så nu er der blevet gasset igen. Må i hvile i fred. Der forstod jeg straks hvad der var sket. Han var død, de havde dræbt ham. Jeg kunne ikke græde, selvom at jeg gerne ville, men jeg turde bare ikke.


Marie


5 december 1944

Kære Dagbog

Der er nu gået lidt over 3 år siden jeg skrev sidst. Men jeg har ikke haft tid til at skrive, jeg har skullet arbejde for tyskerne. Jeg er den eneste tilbage af min familie, min far, mor og min lillebror og selvfølgelig Frank, de er døde. Min mor og min lillebror døde af at der blev lavet medicinske eksperimenter på dem. Og min far blev skudt da han for sidste gang i går prøvede at give mig noget stjålendt brød, så jeg ikke sultede. Jeg er helt alene i denne grusomme verden, næsten! En af de tyske soldater har set sig varm på mig, hver nat kl. 3 henter han mig og så ”elsker” han med mig, som han siger. Men jeg vil nu hellere kalde det for voldtægt. Jeg er røget så langt ned, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Den eneste udvej jeg ser, er at begå selvmord. Men hvorfor give op, ligesom alle de andre? Nej, jeg må kæmpe for min frihed.

Marie

Mit hjerte begyndte at hamrer hurtigere og hurtigere. Jeg kunne knap nok få vejret. Alt det min mormor havde været igennem. Stakkels hende, der vil aldrig være nogen som vil kunne gøre det hele godt igen for hende. Jeg begyndte at græde, jeg blev så ked af det over at jeg aldrig havde fået den chancen for at møde hendes familie og hun havde aldrig fået chancen for at presentere hendes familie for nogen. Jeg blev nu helt nysgerrig over hvordan hun undgik at blive gasset eller skudt. Og hvordan hun overlevede dette mareridt, så jeg bladrede til den næste side og læste igen videre.






18 november 1945

Kære Dagbog

Jeg er ude, jeg er væk og jeg lever. Til mit held d. 3 agust 1945, ville ham den tyske soldat igen hygge sig lidt med mig. Han skulle til at hive mit tøj af, da jeg pludselig fik nok, jeg fik fat på hans pistol som lå ved siden af ham på jorden, jeg tog den og jeg trykkede. Jeg flygtede ud af koncentrationslejren og så til Danmark, hvor jeg er nu. Jeg har fået et visum og bor hos en sød familie som har taget sig af mig. Jeg er lykkelig som en fugl over at havet sluppet væk, men også trist fordi at jeg har mistet hele min familie. Jeg har fået et job som kontordame og tjener godt på det. Alt dette der er sket i mit liv, vil jeg lægge bag mig. Jeg ved nemlig at hvis der er en som tager det op igen, vil jeg være trist resten af mit liv. Dette er nok sidste gang jeg skriver til dig, som sagt må jeg lægge det bag mig. Farvel!

Marie


Jeg lagde bogen ned i kufferten og det første jeg havde lyst til at gøre, var at løbe ned til min mormor og give hende et stort kram og lade hende vide at jeg vidste det hele nu. Jeg skyndte mig ud i haven til hende, hvor hun sad og beundrede sin smukke have.Da hun så mig smilede hun til mig. ”Det var du da godt nok lang tid om” sagde hun og kiggede på mig.
”Ja, men den var også svær at finde” sagde jeg til hende og gav hende et stort kram og for første gang lagde jeg mærke til nummeret på hendes håndled.
”Mormor?” sagde jeg så til hende.
”Ja min skat, hvad er der?” sagde hun så, jeg kiggede dybt ind i hendes øjne, triste var de, stakkels hende tænkte jeg så.
”Jamen hvad er der dog, sig det nu” sagde hun igen.
”Der er ikke noget Mormor, der er slet ikke noget” sagde jeg og smilede til hende. Jeg vidste at jeg måtte holde dette for mig selv. Hun var ikke og ville heller aldrig blive parat til at snakke om det. Men lad os håbe at når hun dør, at hun ser hendes familie igen og at hun lever lykkeligt, til resten af hendes dages ende.