Besat Af Dig

Du starter med at skrive, opgaver, breve, digte eller måske historier? Dit ansigt er let koncentreret mens blyanten glider ubesværet hen over papiret. Jeg kender din skrift, ved hvordan du former bogstaverne. Dine runde a’er og underlige g’er er brændt ind i min bevidsthed. Jeg har adskillige gange forsøgt at efterligne din skrift, få en bid af dig, men det er umuligt. Jeg kan sidde i flere timer med et af dine efterladte engelskhæfter og blive ved med at skrive oveni dine ord, igen og igen, men det eneste jeg får ud af det er et ømt håndled og smertende fingre. Du skriver uden én eneste gang at se op, verden interessere dig ikke når du sidder her, du kunne ha været hvem som helst når du sidder hernede mellem alle bøgerne, du er tavs, fjern, den personlighed du altid viser, er forsvundet som ved magi. Dit ansigt viser ingen følelser og jeg er for langt væk til at kunne se dine øjne. De viser altid noget, men for det meste bliver de maskeret af dit evige smil. Du smiler altid, som om verden er én stor joke for dig – men jeg ved bedre. Jeg ser lige igennem dit maske, dine øjne afslører dig. Men her viser du ingenting, selv jeg ved ikke hvad der sker med dig når du går herned. Du sidder altid ved det samme bord, på den samme stol. Måske er det pga. vinduet. Det er kæmpe, herfra hvor jeg sidder reflektere glasset og jeg kan se dig i det. Man kan se fodboldbanen og hallen derfra hvor du sidder, men jeg tvivler på det er derfor du altid sidder der. Hvis jeg ikke vidste bedre og ’kendte’ dig ville jeg aldrig tro du flyttede dig. At du var forstenet på den samme plads eller at du aldrig bliver færdig med hvad det er du har gang i. Dit bøjede hoved får dit brune hår til at falde ned i dine øjne, engang imellem stryger du det væk med en tilfældig bevægelse. Det får kuldegysninger til at stryge ned af min rygrad og min hånd der klodset forsøger at skrive lige så skødesløst som din, til at ryste. Ved du at jeg ser på dig? Ved du at 2 blå øjne følger hver en bevægelse du laver? Kan du ikke mærke det? Jeg vil gerne virke så fjern som dig, som om alt andet var mig ligegyldigt – som om du var mig ligegyldig. Men jeg kan ikke. Jeg roder med tilfældige papirer på mit bord. Får det til at se ud som om jeg laver noget. Men du forstyrrer mig, helt uden at gøre noget. Selv med hovedet begravet i Matematiklektier ved jeg hver eneste af dine bevægelser.

Det er min favorittid på dagen, at betragte dig. Dine ben under bordet, det ene foran det andet og fødderne i dine blå udslidte kondisko. Dine cowboybukser er forvaskede og din ynglings T-shirt sidder som skabt på dig. I efteråret farvede du dit hår, og der er stadig rester efter den kastanje røde farve. Det er begyndt at blive langt i nakken og på toppen, og din mor klager sikkert over det hele tiden, men jeg synes det passer til dig. Og selvom det burde ødelægge lidt af dit perfekte facade gør det den bare smukkere. Du er klog, får høje karakterer men dog er du så blind. Jeg ved alt om dig, lige fra din livret til dit første kys, fra hvad du har i dit klædeskab til at du skærer i dig selv. Og lad være med at prøve og benægte det. Jeg ved det. Kan du huske det? Du begyndte at gå med langærmede trøje og ingen lagde sådan rigtig mærke til det, men det gjorde jeg. Den dag jeg kom ud på toilettet hvor du vaskede hænder med ærmerne smøget op, du så ikke at jeg så det og jeg gik ud og brækkede mig da du var gået. Hvorfor gør du det mod dig selv? Du har alt og alligevel sætter du det hele på spil med noget skarpt. Forstår du ikke at det gør mig bange? Jeg vågner op badet is ved om natten fordi jeg drømmer at du skærer for dybt.

Men der er intet jeg kan gøre.

Din hånd stopper engang imellem for at læse hvad du har skrevet, jeg følger dine øjne mens de følger ordene. Hver dag spekulere jeg på hvad du skriver, så mange lektier ved jeg at du ikke har. Men jeg har aldrig modet til at spørger dig om det eller modet til overhovedet at snakke med dig her. Jeg har prøvet at opbygge modet til det, men du skal bare stryge dit hår væk og jeg tør ikke engang hoste. Jeg må være enhver bibliotekars drøm. Ingen har nogensinde hørt mig sige noget på biblioteket, allerhøjst noget papirskramlen. Jeg er bange for at du skal lægge mærke til min tilstedeværelse. Der er altid andre mennesker på biblioteket men jeg har det som om min person skriger hvor meget du fascinerer mig, betager mig, besætter mig, driver mig til vanvid. Men ingen synes at lægge mærke til mit hamrende hjerte og at jeg læser den samme side i bogen, igen og igen og allermindst dig. Mine blikke burde brænde hul i dig, hele tiden må jeg tvinge mit blik fra dig. Jeg spiser dig med øjnene, fortærer dig med en desperat sult. Jeg skammer mig hver gang jeg opdager at jeg stirrer. Flammende rød i hovedet vender jeg øjnene mod bogen i stedet. Gudskelov ser du aldrig op fra papiret og opdager min nedstirren. Hvad ville du ikke tro om mig? Jeg tør ikke tænke tanken. Jeg misunder papiret, at den har din fulde opmærksomhed. Jeg prøver igen at læse s. 140 men jeg kan stadig føle dig. Jeg ved jeg er hårdt ramt.

Men der er intet jeg kan gøre.

Før ville jeg ikke indse det. Når jeg så dig på gangene og min mave lavede kolbøtter slog jeg det hen. Når jeg drømte om dig om natten, tænkte på dig om dagen så slog jeg det hen. Så indså jeg det. Og da jeg indså det skammede jeg mig. Hadede mig selv fordi jeg er vild med dig. For det er jeg. Forelsket. Fortabt. Fortvivlet. Forelsket. Dit mørke hår, dine lysebrune øjne, dine smilehuller der gir mig åndenød. Du er perfekt.
Men, jeg må ikke få dig. Jeg har ingen ret til at røre dig på nogen som helst kærlig måde. Problemet er ikke at du er 1 år ældre end mig, problemet er ikke at du er mig overlegen på en hver måde – problemet er at du er en dreng. En fyr. Og jeg hader dig for det. Hvorfor er jeg forelsket i dig?! Hvorfor synes jeg at du er smuk? Jeg elsker alt ved dig, og jeg forbander dig mindst én gang om dagen for det. Før havde jeg aldrig tænkt på drenge, på den måde og så startede du på skolen. Hvis ikke jeg havde siddet ned, var jeg faldet, hvilket jeg jo også gjorde. Lidt efter lidt følte jeg min krop klø efter dig. Efter at røre dig, føle dig, kende dig. Og jeg hader dig for det.

Det er dog ikke mine tanker når jeg sidder her på biblioteket og min hånd ryster faretruende. Jeg er blevet tør i munden da jeg ser en pige fra din klasse gå hen til dig. ’Gå væk din so, han ville forstyrres, kan du ikke se hans parader der signalere HOLD JER VÆK, jeg kender ham, lad ham være i fred!’ hvæser jeg telepatisk. Men hun læner sig, immun over for mine dræbende blik, henover bordet og smiler til dig. Dit imødekommende smil får flammer til at danse i min mave og is til at knuge mit hjerte. Jeg hader hende fordi hun så nemt kan få dig til smile. Men som en ringe trøst ved jeg at dit smil ikke når øjnene. ’Forsvind, skrid, fuck af!’ Jeg dirrer og egentlig skulle man tro at jeg er vant til det. Pigerne elsker dig, og hænger på dig som magneter på et køleskab. Men her på biblioteket er du min. Kan hun ikke forstå det? Måske kan hun eller også var din overflade for kold, for få øjeblikke senere vender hun tilbage til sit eget bord. Jeg krammer min blyant hårdt for ikke at komme til at smile åndssvagt. Men godt det samme. Du ser jo aldrig over på mig. Hvorfor? Se på mig, vis at du har lægger mærke til mig. Men du ser intet andet end papiret foran dig, Lucas. Jeg kan skrive dit navn hundredvis af gange og stadig forundres over hvor godt det passer til dig. Lucas Colin O’conner. Din far er Amerikansk.

Jeg føler mig grå og kedelig i sammenligning med dig. Alexander Rasmussen. 1y. Leverpostej hår, grumsede blå øjne. Ordinær. Bare endnu en dråbe i regnen. Men du skiller dig ud, på så mange måder.

Hvis nogen af mine venner fik af vide at jeg sidder nede på biblioteket for at nedstirrer en anden fyr ville de aldrig snakke til mig igen. Og hvad ville du gøre hvis det slap ud? Tæve mig velsagtens, eller nej, det er ikke din stil, men det er der mange andre der ville. Jeg har lyst til at stille mig op med en megafon og skrige ’UNDSKYLD! UNDSKYLD, det var ikke meningen jeg ville forelske mig i Lucas, det skete bare!’ Folk burde kunne se det på mig. Det må lyse ud af mig. Jeg ser mig i spejlet og jeg ser dit navn i mine øjne.

Jeg ser på dig igen. Du har åbnet en bog og læser med den ene hånd støttende mod kinden. Du er vidunderlig. Hvis jeg havde haft noget som helst kunstnerisktalent i mig ville jeg male dig, tegne dig, forme dig ud i ler. Indramme dig for evigt i et væld af farver og intensitet. Fange din sjæl på papir eller lærred og bevare det som en kostbar skat. Men desværre ejer jeg ingen evner i den retning og må nøjes med at huske dig med billeder i hovedet. Det burde ikke være så svært. Min puls hamrer hårdt og jeg må lukke øjnene. Hvis det her bliver ved får jeg en blodprop. Lucas forsvind. Nej bliv. Bliv for evigt. Gå. Det sorte bag mine øjne får mig til sidst ned på jorden igen. Hvordan overlever jeg det her? Du driver mig til vanvid! Jeg slog op med min kæreste pga. af dig! Jeg holdt stadig af hende men jeg følte mig elendig når jeg var sammen med hende. For jeg ønskede konstant at det var dig. Jeg følte mig som en uærlig og utro idiot, for alle mine følelser og tanker var hos dig. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Jeg kendte dig ikke engang og alligevel smed jeg et 9 måneders parforhold ud af vinduet for din skyld. Eller måske bare for min egen? Mine øjne hviler stadig på dig mens du med mellemrum vender sider i bogen. Du har intet problem med at læse. Jeg forstyrrer ikke dig som du forstyrrer mig, hvorfor Lucas? Er jeg ikke speciel nok, sød nok, flot nok, god nok, sej nok, klog nok? Dit evige smil og den måde du altid er højt hævet over for alle andre gir mig kvalme og gør mig svimmel. Men du kan ikke gøre for det. Din facade er bare sådan. Facademenneske. Når jeg lukker øjnene kan jeg høre dig trække vejret, dit hjertes hammeren, din puls. ’Alexander hvad har du gang i?’ jeg spørger mig selv om det hver gang jeg styrter ned på biblioteket. Hvis nogen vidste at klassen cool’e fyr, Alex, i frikvartererne bare er en forfjamsket, usikker og forelsket fyr ville de mobbe mig ihjel, skrige af grin. Så jeg undskylder mig med lektier og dårlige karakterer og forsvinder hver dag. Heldigvis kunne den gruppe jeg er sammen med aldrig finde på at hænge ud på biblioteket. Og du sidder der. Fuldstændig uberørt over mine følelser der fylder rummet. De kalder dig Colin eller O’conner, men for mig er du Lucas. Dit hår har samme farve som mahogni, de øjne er lysebrune og jeg begynder at sitre hvis jeg tænker på dine læber. Som om du ved hvad jeg tænker fugter du i det samme dine læber med tungen. Du driller mig uden at vide det, eller gør du? Jeg har samme følelse i maven som en rutschebane giver dig, hvem tror du, du er O’conner? Smuk, fjern og vidunderlig. Men du er forbudt. Nok se men absolut ikke røre. Men det gjorde jeg alligevel. Rørte dig. Kan du huske det? Selvfølgelig kan du det, medmindre at din hukommelse er røget sig en tur husker du det så tydeligt som jeg. Jeg vidste du kom til festen, ellers var jeg ikke selv mødt op. Jeg følte mig som en kærlighedshungrende 12årig når jeg som besat fulgte dig i hælene uden din viden. Men du kom til festen, gennemrøgtåger og høj musik vandrede du ind med dit evindelige smil. Jeg drak ikke en dråbe den aften, du var beruselse nok for mig. Jeg fulgte dig med øjnene hele aften, kunne du føle det? Helst ville jeg ha fulgt dig i ensomhed, betragtet dig ligesom jeg gør nu, men gruppen sad sammen med mig hele aften. Og jeg måtte tage min skuespillermaske på og være Alex. Men jeg fik klaustrofobi af det og må ud. Du var væk og jeg fandt dig. Udenfor, du sidder ude på græsplænen, fik du også nok af at smile? Jeg får hjertebanken og åndenød, jeg har chancen men jeg tør ikke engang gøre dig opmærksom på min tilstedeværelse. Du opdager mig selv. Du snakkede til mig for første gang, og du vidste hvem jeg var. Alex, ja, du vidste hvem Alex var men du kendte ikke Alexander. Men det gør du nu. Jeg gav dig en bid af mig den aften, en bid jeg aldrig fik af dig. Jeg rørte dig, også selvom du var forbudt område, hvor fik jeg modet fra? Jeg aner det ikke. Men jeg kan stadig mærke dine læber mod mine, og din tunge der slangede sig i min mund. Det føltes rigtigt, det var fantastisk. Jeg sad på en græsplæne med Lucas, med dig, så tæt på mig at der ikke var noget luft mellem os. Kan du huske det Lucas? Kan du huske hvad du sagde til mig? Du er sød, din øjne har samme farve som en efterårs himmel. Du skulle ikke ha sagt noget til mig, bare ha forblevet tavs, kysset mig og brækket mit i forvejen skrøbelige hjerte i titusind stykker i stilhed. Men du sagde noget og de ord bliver ved med at ekko i mit hoved. Kan du huske du aede min kind før du gik? Eller det betød måske ingenting for dig? Jeg er ikke naiv og dum, du var fuld og jeg var der bare. Men et eller andet underligt sted ved jeg at der lå mere i det. Gjorde der ikke Lucas? Hvordan kan du sidde så upåvirket og verdensfjern? Klokken ringer snart og så forsvinder du med dine bøger under armene og jeg ser dig ikke før i morgen. Ikke før jeg igen sidder hernede som en desperat taber, bare for at få et flygtigt blik af dig.
Det er min ynglings tid på dagen, at betragte dig, men samtidig også den værste. Jeg gjorde noget forbudt, jeg rørte ved dig, men du veg ikke tilbage fra mig, holdt mig bare tæt og beskrev mine øjne som ingen har gjort det før. Hvorfor? Er det mig? Det føltes rigtig, og uden at kunne forklare hvordan ved jeg at du også følte det. Blev du bange, usikker, forvirret? Jeg har været der, og det hjælper ikke at prøve at glemme det hele, eller det gør det måske for dig? Du kunne lige så godt være på en fremmed planet. Dit smil klæber til dit ansigt og dine øjne viser noget jeg ikke kan tyde. Det gør mig bange Lucas.
Nu ringer klokken, og du rejser dig op og samler dine ting sammen. Jeg begynder at gøre det samme. Lukker min bog der har været slået op på den samme side hele tiden, de tomme papirer. Jeg skæver hen til dig, men jeg ved at du ser lige igennem mig. Er jeg ikke god nok? Jeg går i panik da jeg mærker tårerne presse på bag mine øjne. Lad mig ikke græde her, ikke nu. Jeg vil ud. Ud og være Alex. Ud og ha styr på tingene og være kold i røven. Alex kan alt, Alexander kan intet. Pga. dig. Jeg vil sende dig et sidste hadefuldt blik inden jeg skrider og mit hjerte springer to slag over. Jeg møder dine øjne. Vores blikke er limet sammen i noget der føltes som tusind dage og mindst en nat. Jeg begynder at ryste da du sender mig et skævt smil og putter de sidste ting ned i din rygsæk. Er stadig i chok da jeg vakler ud af biblioteket, men også fuld af håb. Du kan godt huske det. Lucas Colin O’conner. Måske er jeg god nok?