Alene tilbage - endnu engang!

Så sidder jeg her
Alene tilbage.
2 dage er gået
2 dage med nervøsitet
skræk, angst
jeg lovede mig selv og være stærk,
men nu sidder jeg grædende her
og kan ikke tænke på andet, end hvor forkert jeg var.
Det gør ondt, et kæmpe kaos indeni
Pakker mig væk, sidder i hjørnet, og prøver og gøre mig usynlig
Siger ikke en lyd, men alligevel skriger hele ens krop
Skriger så højt, at ingen tør nærme sig.
Et kaos der vil ud, men kan ikke få en lyd igennem
Ingen snakkede med mig, men hvorfor?
Jeg forstår det ikke
Kan ikke være rigtigt, at alle mine tanker gennem så mange år er rigtige?
Kan ingen virkelig ikke lide mig?
Er jeg virkelig ikke værd og holde af?
Måske fordi, jeg ikke har den perfekte krop, at de ikke vil mig?
Ser ikke køn ud – langt fra, måske det er derfor?
Det er bare alt for svært.
En bankende hovedpine – ondt i alle dele af kroppen
Mor og far travlt optaget af min søster, men hvorfor?
Hvorfor kan de slet ikke se, at det er mig der har brug for dem?
Aldrig har de kommet hoppens og springende for mig, men når det er hende, er det en helt anden historie!
Måske fordi jeg er den mindste?
Den dummeste?
Den de opgav, da jeg kun var et lille barn?
Mit hjerte skriger, vil så gerne høres.
Mærke arme om mig, der bare holder mig og ikke spørger om så meget,
Men der er ingen, og det gør så ufatteligt ondt.
Ondt og være så anderledes.
Jeg lovede og gi mig selv denne chance, men jeg tror ikke jeg kan holde det løfte.
Ikke når det gør så ondt allerede.