Du sad bare der. Rakte mig et lys, der ikke blafrer for at dø. Jeg vidste at jeg ikke kunne undslippe denne kærlighed, der skærer så dybt og samtidig befrier min sjæl.
Du sætter min smerte fri. Jeg samler alt det mod, jeg ikke har haft, for at blive den, jeg ikke troede jeg kunne være. Du tager imod mig, så enkelt som var jeg en del af dig selv.
Jeg lukker dig ind i min verden, sætter ord på det unævnelige, og tilgiver alt hvad livet har gjort.
Du er min overlevelse værd.
Jeg elsker dig af så uendeligt mange grunde.
Skrevet d.
31. august 2002, 04:10
×
2
×
0
×
2