Forladt

I nattens bulmerende mørke sidder jeg med Tove Ditlevsen i hånden og Chris Martins bløde stemme i øret, men tankerne hviler på noget helt andet, som hverken en bladrende side i bogen eller en skiftende pil på displayet kan ændre.
Så mange ting er sket dette forgivne skoleår. Alt har efterladt psykiske men.. Mit hjerte er gang på gang revet itu. Følelser er blevet fordrejet, manipuleret, forskruet. Ej kun af forbudte kærtegn, men også af lange negle der ikke alene efterladte blod løbende fra min arm, men også manglende overskud, som efter mere end et halvt år stadigvæk sidder borende omkring mit ellers så tomme hjerte. Jeg råber, skriger efter professionel hjælp, men ender altid med at se mig selv som den eneste løsning.
Er jeg blevet for bange for at åbne mig helt? Har jeg som den eneste virkelig så mange hemmeligheder gemt? Jeg ønsker så meget, men opnår så lidt.
Alle mine tårnhøje karakterer bilder jeg mig selv ind, at jeg ikke fortjener, at der blot var held, mens alle mine down-low karakterer kun kan være noget, jeg ligger på niveau med. For hvem er jeg i virkeligheden til at se kritisk på universitets uddannet menneskers dømmekraft?
Der er så mange ting, jeg føler, der har ødelagt mig! Revet alt itu, splittet alle tanker, knust alle drømme. Og jeg har svært ved at finde tilbage, svært ved at finde mig selv i alt det, jeg gør, for hvad har jeg egentlig gjort for mig, og kun for mig?
Jeg ville ønske, jeg kunne læse en persons tanker, hvilken som helst, bare for at få bekræftet, at jeg ikke er alene, at jeg ikke er den eneste fyldt med frygt.
Jeg føler mig fuldstændig alene og forladt, selvom jeg et eller andet sted ved, at jeg har tusinde omkring mig, der altid ville træde til.
Hvad er det her? Lavt selvværd? Manglende selvtillid? Ingen selvrespekt? Jeg mangler at få stillet en diagnose, en diagnose på mit sind. Mine følelser for alt omkring mig smuldrer. Jeg føler ikke længere kærtegn, føler ingen dansende glæde, kun et tomrum, som jeg ikke ved, hvordan man .. hvordan JEG skal fylde ud. Jeg burde flytte og begynde på en ny, men hvordan skal jeg gøre det? Og hvor? Væk fra Danmark ville ikke være nok, væk fra livet? ...

Den linje lader jeg stå. For hvilket menneske kan svare på det før sidste sekund? No man is an island. Mine kræfter er væk. Søvnen trænger på og der er endnu en dag i morgen.