Team

fortovets slidte asfalt belægning er stadig våd efter regnen,
og i alle ujævnhederne kæmper små stjerner under mine fødder
en fair kamp med dem for oven..
jeg har gået her før - mange gange
samme regn, samme vej
samme stjerner -
aldrig samme sted.
min jakke er gennenblødt- håret slasker..
med følelserne uden på tøjet har jeg aldrig været så nøgen som nu..
nu da jeg ved hvilken vej jeg vælger..
tænker tilbage til det punkt, hvor tågen lettede
og blotlagde alt det jeg før havde skjult
i håb om ikke selv at se det..
min ensomhed i mine egne tanker,
min sorg over tabet af en ven jeg aldrig havde
der aldrig havde mig..
min evige higen efter at retfærdiggøre min identitet,
at være først..
bedst..
altid en kamp
indeni..
tilbage til det punkt,
hvor lænkerne brast,
hvor jeg for en stund gav fanden i det hele..
jeg står stille nu.. lader blikket vandre
ud i alt det jeg ikke kender
åbenheden
sårbarheden
tilliden..
ét skridt og jeg falder..
lander jeg blødt?
det ved jeg ikke,
men jeg er nødt til at prøve..
jeg er nødt til at lægge en ny plan,
nødt til at lukke andre ind
give det en chance..eller to..
jeg har valgt min rute..
smiler ved tanken, og varmen breder sig.
gad vide om jeg er klar..
fuck it.. trækker vejret dybt ind - min jakke er næsten tør nu- og springer...