Ramt.

Jeg troede ikke det ville ende sådan. Jeg vidste hvad jeg ville og hvor jeg skulle begive mig hen efter dig. Jeg nåede langt, rigtig langt. Kiggede mig ikke tilbage. Jeg var ligeglad, kold i røven. Du kunne gøre hvad du ville, for jeg var kommet over dig. Jeg kunne finde bedre end dig, finde en med mere hjerte og hjerne. Jeg faldt pladask for mig og det irriterer mig grænseløst, at første gang du som bare hævede hånden over mig, at jeg ikke bare gik min vej. For det kunne ende galt, og det gjorde det! I et forhold som varede et år. Jeg var 13 og du var 13. Det var spændende dengang, for det kendte man ikke til kærlighed, men du viste mig hurtigt hvordan det skulle fungere. Jeg var din lille prinsesse, det var jeg og jeg elskede når du kaldte mig det. De første 6 måneder gik bedre end forventet. Der var intet der kunne skille os ad, på nogen måde. Det hele gik galt efter vi røg i samme klasse i tysk. Jeg glemmer aldrig den dag du kastede mig ind i tavlen og slog mig.

Intet kunne stoppe din aggressivitet. Du slog mig og jeg kunne se i dine store brune øjne, at du nød det. Jeg var skræmt og gik med troen om det var sidste gang. Men nej, du havde ikke ramt mig hårdt nok. I de sidste 4 måneder af vores tid, gik det hele kun ud på vold. Jeg var rædselsslagen og turde ingenting. Jeg fandt en fyr over nettet og der gik ikke mere end en uge, så vidste han det hele. Jeg mødtes med ham i smug, da du ville få endnu et af dine ”flip” hvis jeg så ham. Han befriede mig og fandt sammen med ham kort tid efter. Nu var det åbenbart min tur til at dumme mig.. Jeg elsker dig, Jacob! Jeg er her endnu og vil altid være her.
Noget siger mig, at gammel kærlighed aldrig ruster.