Den eneste ene...?

Det var den 9. august, 2009. Skolen var lige begyndt, og et nyt liv startede. Jeg skulle starte på HHX og jeg både glædede mig og var totalt rædselslagen.

Jeg har aldrig været særlig god til at møde nye mennesker, og i folkeskolen, har jeg altid været "outsideren" så derfor, var det meget vigtigt for mig, at få nogle gode forhold til de andre i klassen, allerede fra starten af. Det lykkedes dog heldigvis også ret godt. Den første dag jeg var i skole, var det hele så nyt og overvældende. Vi fik hilst på nogle af vores nye lærere, vi lavede navneskilte og fortalte hinanden om hvad vi beskæftigede os med i fritiden. Men så var det, det skete.

Da dagen var næsten overstået, kom der en mand ind. Han havde rødt krøllet hår, og de mest bedårende blå øjne, jeg nogensinde har set. Jeg gættede på, at han var i slutningen af 20'erne, starten af 30'erne. Det viste sig, at denne mand, var vores dansklærer. Han kom ind med nogle lektier som vi havde for til onsdag og det gik alt sammen så hurtigt. Men da han gik ud gennem døren, kunne jeg ikke lade være med at tænke på den mærkelige følelse jeg havde i maven.

Der gik efterfølgende nogle uger og jeg kunne mærke på mig selv, at jeg blev mere og mere betaget af denne mand. Bare dét at han så på én, kunne få én til at føle, at man svævede på en lyserød sky. I starten af skoleåret skete det så, at vi skulle have et vist antal idrætstimer, hvor vores dansklærer blot var én af lærerne og en dag, da nogle af eleverne havde været aktive udendørs, var der os andre, der skulle hjælpe til med at lave smoothies til os allesammen.

Det blev så hverken værre eller bedre, end at min lærer kom hen og snakkede med min veninde og jeg. Vi snakkede mest om, hvad vi havde lavet i folkeskolen osv. men jeg kunne ikke slippe hans blik. Det var så fangende... Det var dén dag, jeg blev solgt til stanglakrids. Midt i vores samtale, blev jeg dog "beordret" af en anden lærer, til at vaske op, og jeg fik ligesom fornemmelsen af, at min lærer, på en måde, var lidt skuffet over, at vi ikke kunne snakke sammen længere.

Siden den dag, har jeg ikke kunnet lade være med at tænke på ham. Og til vores gallafest, som blev afholdt i år, før sommerferien, udvekslede vi blikke stort set hele aftenen. Så var det dog, at vi, (kort før sommerferien), fik af vide, at vores utrolige kloge, dygtige, lækre og sjove dansklærer, havde besluttet sig for, at takke ja til et job i KBH, og derfor rejste fra os. Jeg blev så ked af det, da jeg fik denne besked, at jeg faktisk sad og græd i busskuret og tårerne trillede ned af kinderne, da jeg kørte hjem med bussen. Men jeg besluttede mig dog til, at jeg ikke ville gå rundt resten af mit liv og spekulere over, hvad der mon ville have været sket, hvis jeg havde fortalt ham, hvad jeg følte for ham.

Så jeg sendte ham et brev, hvor jeg åbnede op og fortalte ham om mine følelser. Jeg håbede jo så, i mine romantiske drømme, at han ville skrive et brev tilbage om, at han havde det lige sådan osv. Men det eneste han sendte mig, var en e-mail hvori der stod, at han følte sig meget smigret, men at han har en kæreste, som han har planlagt en fremtid sammen med, og at det primært var derfor, at han havde valgt at flytte til KBH. Og nu er det, at jeg føler, at jeg ikke rigtig kan komme videre. Altså jeg åbnede mig jo helt op og gjorde mig sårbar, og jeg er helt knust. Selvom jeg her i løbet af ferien, har gjort alt for at glemme ham... Han sidder stadig fast i mit hovede og jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal komme videre... Please hjælp mig!!!