Fra barndomsben tog du dig af os små.
Din styrke, er mig umulig at forstå.
Du blev trådt på og mobbet,
men intet fik dig stoppet.
Da du endelig rev dig løs,
det ned af min nakke gøs.
Hvordan skulle det nu gå ham og jeg,
vi var jo vant til du aldrig tog på vej.
Mod alle odds klarede vi det,
du viste vejen og lod os se.
At til trods for smerte og sår,
så er det kærligheden der består.
Du overlevede kræften i din krop,
du kæmpede igen - gav aldrig op.
Din styrke, din tro, din kærlighed,
jeg forstår ikke hvordan du bliver ved.
Jeg beundrer dig, elsker dig,
værdsætter dig, tilbeder dig.
Hvis jeg havde ordene i min magt,
er der så meget jeg ville have sagt.
Jeg ønsker dig kun det bedste,
for ingen kan dig kvæste.
Jeg ville gøre alt du befaler,
Linda, jeg håber mit hjerte taler.
Skrevet d.
23. marts 2010, 20:40
×
0
×
0
×
0