Ekskærester

APRIL 2008

En gang - klask! En gang til - klask. Endnu engang - klask, klask.
Så ligger jeg igen, men imens jeg ligger her, er jeg stolt af mig selv. Jeg Turde. Jeg åbnede mit hjerte og lagde det i hænderne på min elskede. Jeg åbnede døren til min sårbarhed. Jeg stod uden panser og uden våben. Jeg mærkede kærligheden. Mærkede euforien. Mærkede ekstasen i erotikken.
Lige præcis for mig, har det været en kamp, der har taget hele mit liv. Men jeg gjorde det. Jeg smækkede skodderne op med en sådan kraft, at kærlighedens vinde blæste mig hen ad gulvet og jeg slog mig.
Imens jeg lå der og rodede rundt på gulvet med min elskede over mig, under mig, ved siden af mig, alle steder, prøvede jeg at samle mig selv sammen, så man - om ikke andet, kunne ane konturerne af et menneske. Det lykkedes ikke. Kærligheden med os som centrum, fik ikke fast form.
Ordene fra min elskede strømmede mod mig og jeg drak dem i store slurke. Jeg voksede og blev to meter høj, jeg blev smuk, jeg blev klog, jeg blev sexet, jeg blev svigtet.
Min elskede så en anden.
Jeg pakkede mine ting på fem minutter. Jeg er sikker på, jeg tog hjem. Jeg er sikker på, jeg købte en billet. Jeg er sikker på, jeg tog toget hjem. Men jeg kan ikke huske det.
Jeg kan huske, at jeg græd. Jeg kan huske, jeg kastede op. Angsten blev flydende og sprøjtet direkte ind i mine åre.

Det er stort det her.

Jeg er et menneske, der lever uden fundament, uden basis. Alt, hvad jeg har bygget og prøvet at konstruere er blevet skævt, ude af form - forkert.
Jeg er vokset op som en ikkeidentitet. Jeg har ikke kunne lave en pæn overbygning, fordi fundamentet ikke var solidt og stabilt. Jeg har altid taget kampene nede i de nederste lag, der skulle have rummet en overbevisning om, at jeg var elskelig, unik, dejlig og velkommen.
Men jeg har kæmpet. Jeg har aldrig villet give op. Psykiatere og psykologer i metermål, har i samarbejde med mig lappet på et omsorgssvigtet barns psyke og sjæl.
At blive svigtet har ført mig direkte tilbage i barnets skrigende angst for døden. Smerten er kollosal. Jeg har haft lyst til at stille mig på fortorvet og skrige og blive ved med at skrige, indtil jeg blev hentet og indlagt på den lukkede.
Men jeg kommer videre. Jeg er mig. Jeg har fast form. Jeg er elskelig. Jeg har et smukt sind. Jeg tør elske og blive elsket, så næste gang jeg åbner mit hjertes skodder, er det fordi prinsen, der kravler ind har bevist, at han er værd at give nøglen til hoveddøren også!

Verden venter... på mig.