De to ...

Begynd ved begyndelsen. Det er det bedste sted i vores historie. Nemlig den skæbnesvangre aften de mødte hinanden. Måske var det skæbnen, måske bare en tilfældighed. Nok nærmest det sidste, men en fantastisk tilfældighed!
Altså, de mødte hinanden. Ingen kendte nogen. Han kiggede på hende – hun kiggede på ham.
De lignede hinanden. Kunne til forveksling have været tvillinger. Måske var det derfor det gik som det gjorde? Nej, sikkert ikke. Igen – hele vores liv består at tilfældigheder. Vi tager små valg, som virker ubetydelige i den givne situation, men i sidste ende kommer de til at ændre vores liv. Vi ved det bare ikke når det sker – først senere. Vi må sætte vores lid til skæbnen – eller er det tilfældighederne? Det finder vi nok aldrig ud af. Vi må bare finde os i at tingene går som de selv vil. Er vi herrer over vores egen skæbne? Måske – måske ikke.
Lige gyldigt hvad, om det var skæbne eller tilfældighederne der bestemte den aften, så mødte de hinanden.
Begge to var de lidt generte – ikke normalt, bestemt ikke, men denne aften var så speciel, som om et nyt liv skulle til at begynde for dem begge to.

De dansede. Det gør man jo på første date – selvom de endnu ikke var klar over at det var en date. Der skulle gå flere måneder før den side af sagen gik op for dem begge to.
Han vidste det tidligere end hende. Måske vidste han hvordan det ville gå? Eller håbede han blot? Måske begge dele.
Han kendte hende ikke, hun kendte ikke ham. Alligevel betød hun meget for ham fra første øjeblik. Han vidste han var forelsket. Han holdt øje med hende – ud af øjenkrogen, når hun gik forbi – det gjorde hun ofte. Ja, hun gik ofte forbi ham. Altid smilende, og altid med en folk venner. Hun fik ofte forbi ham, men værdigede ham sjældent et blik. Hun indså ikke hvad han ville. Hun fattede ikke at han kunne lide hende? Et sted, dybt inde i hende, elskede hun også ham. Måske var hun bange for at blive afvist? Følte måske at han var for god til hende? Hvad ville andre folk ikke tænke? Normalt var hun ligeglad med andre mennesker - hun var sig selv, lod sig aldrig påvirke af nogen andre, men i denne situation var hun usikker. Det var hun altid når det handlede om kærlighed. Hun var blevet såret før. Men med ham var det måske noget andet? Havde hun overhovedet givet det en tanke? Nej, sikkert ikke, det gjorde hun aldrig. Så aldrig sine muligheder før det var for sent.

Han var ved at give op. Spillede hun kostbar? Var hun ikke interesseret? Eller lagde hun blot ikke mærke til ham.
Det sidste var mest sandsynligt, men også det der ville såre ham mest. Indeni råbte og skreg han på hende, men hun kiggede aldrig op.

Pludselig skete der noget inden i hende. Hun vidste ikke hvad, det var der ingen der gjorde – det er der stadig ingen der ved. Men noget skete der. Et eller andet, som føltes forkert på det givne tidspunkt, men som senere kom hende til gode. Hun var ikke forelsket – på ingen måde, men der var et eller andet. En helt ny følelse. Ikke noget der kan beskrives med ord.
Hun følte en frygtelig trang til at tale med ham. Hun forstod ikke selv hvorfor, men hun måtte gøre noget. Hun var forvirret, hun var ked af det, gik rundt i sin egen lille verden af tanker. Ville ikke fortælle nogen om sine følelser. De forstod dem ikke – det gjorde hun jo ikke engang selv.
Hun gjorde hvad hun kunne for at finde ud af hvad der skete – hun kæmpede virkelig, men indre kampe er sværere end ydre. Nogle gange svævede hun, andre gange var hun nede.

Hvordan havde han det? Sikkert som han plejede. Dybt forelsket, burde være glad men var det ikke. Hun så ham jo ikke. Hun virkede som om der var noget galt. Måske skulle han prøve at tale lidt mere med hende? Men hvad hvis hun afviste ham? det gjorde hun nok. Hun havde sikkert så meget andet i hovedet end ham.

Vennerne sagde at han kunne lide hende. Hun hørte rygter. Hun begyndte at få styr på sine tanker og følelser. Gav ham en chance. Den chance han så længe havde fortjent. Det havde jo ikke været hendes mening at spille kostbar – havde blot været så forvirret.
Hun holdt dog lidt igen. Trængte hun til kærlighed, eller elskede hun ham virkelig?
Hvem ved? Det gør kun hun. Inderst inde i hendes sjæl, og det komme ikke os andre ved. Hvis hun sagde at hun elskede ham, så mente hun det. Hun løj ikke om den slags. Kærlighed var en stor ting i hendes liv. Noget fint og smukt, der skulle passes og plejes med omhu. Hun var ikke klar over om hun var klar til at tage dette ansvar.
Han var en dejlig person, hun måtte være sikker i sin sag før hun gav ham en chance.

Han var stadig forelsket. Hvorfor gik det ikke op for hende? Han drømte og håbede – blev det mon nogensinde til noget?
Ja, det gjorde det. Det var ikke en beslutning nogen af dem tog – det kom bare automatisk.

De krammende hinanden. Hun kiggede op på ham – smilede. Der var glimt i hendes øjne, hun levede i nuet, tænkte ikke over hvad der skete.
Han kiggede ned på hende. Han havde et lille smil om munden, nød øjeblikket, var tæt på lykkelig.
Pludselig skete det. Ingen ved hvordan eller hvorfor, men de kyssede hinanden. Afslørede deres dybe og sårbare kærlighed til hinanden.
Det kom som et chok for begge to. Ingen af dem havde forudset hvad der skulle ske. Ingen af dem vidste hvad de skulle gøre – de var forvirrede, men dog lykkelige.
De holdt om hinanden – indså at de var perfekte sammen. Blev sammen. Elskede hinanden. Ham og hende. De to. Dem…

Sådan slutter vores historie. Den endte lykkeligt – selvom den muligvis ikke lægger op til det. Den er ikke slut endnu. Fortsættelsen følger. Ikke på papiret – men i deres hjerter.
Historien slutter her. Hvad kan jeg sige?
Og de levede lykkeligt til deres dages ende? Ja, det må tiden jo vise …