Den lille usikre pige

Da du kom hen på skolen for første gang. Og da jeg så dig, det var underligt. Og utroligt at jeg stadigvæk kan huske det. Jeg kan huske at en af mine veninder prøvede at få kontakt med mig, men jeg kunne ikke få øjnene fra dig. Jeg fik en underlig følelse i maven og jeg havde virkelig bare lyst til at gå hen til dig og spørge, om du ville være min? Men selvfølgelig, turde jeg ikke det. Jeg var en lille pige, skræmt og forvirret.
Jeg vidste godt at du ikke lagde mærke til mig henne på skolen, for det meste ville jeg heller ikke have det. Turde ikke engang at få svaret om hvad du syntes om mig.
Men selvom du ikke så mig, så jeg dig. Hver eneste dag, i både mine drømme og på skolen.
Jeg ved jeg lyder barnlig når jeg siger det her, men jeg har været forelsket i dig lige siden? Har prøvet at glemme det og glemme dig? Men efter alle de her år og endelig fik jeg så dit nummer. Og jeg var bange for at sige at det var mig der skrev, jeg var bange for din mening om mig, men jeg sagde det alligevel? Selvom frygten om at miste dig var der, så skulle du bare vide alt, alt om mig.
Du var noget nyt for mig, og så spændende og uvirkelig på samme tid? Nogle gange troede jeg, at det var for godt til at være sandt? Og så kom det til den dag, hvor jeg skrev til dig hvad du faktisk betød for mig. Jeg skrev det selvfølgelig, turde jo ikke andet – og jeg ventede og ventede, men der kom intet svar tilbage? Jeg prøvede at holde tårene tilbage, men det var svært. Min veninde havde brug for min hjælp og jeg hendes. Den dag havde jeg virkelig lyst til bare at forsvinde? Og så fik vi fri fra skole og jeg så dig gå ud fra skolen smilende og ligeglad.
Jeg var såret og på vej hjem i bussen svarede du? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare tilbage, for jeg følte mig som et fjols og jeg var så bange, men jeg tilgav dig selvfølgelig, sådan er jeg bare.
Vi er sammen nu og jeg har fået mit liv tilbage og jeg fortryder ingen af mine valg.