Bænken

Hendes spinkle kridhvide hånd og hendes ildrøde negle, holdte om min hånd. Hun holdte godt fast, så godt fast at jeg kunne mærke hendes kulde i hendes krop, fornemme hvordan kulden susede rundt inden i hende. Jeg gav hendes hånd et lille klem, for at vise hende at jeg var der og at hun ikke var alene. Hun sad bare fredfyldt på bænken og kiggede ud mod den snedækkede sti, hvor træerne slyngede sig i siderne af stien med små julelys der blinkede. På den anden side af stien var der en legetøjsbutik. I vinduet var der et skinnende rødt lokomotiv som kørte rundt og rundt på de små skinner der var lagt ud, og så lå der kunstigt glansfuldt sne, og rundt omkring stod der små mørkegrønne grantræer og drillenisser.

”Peter?” Sagde hun spørgende.
”Ja Emily, hvad er der?” Spurgte jeg hende. Jeg var lettet over at hun endelig sagde noget, så stilheden imellem os blev afbrudt.
”Må jeg godt få sådan et lokomotiv som der er i vinduet over på den anden side af stien, i julegave? Mor gav mig et lignende sidste jul”. Svarede hun.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, så jeg svarede hende ikke, gav bare hendes hånd et klem til og gav hende det blik jeg havde for vane at give, når jeg ikke var klar over hvad jeg skulle svare. Hun vendte sig om og kiggede igen fascinerende på lokomotivet. Hun kiggede på lokomotivet på sammen måde som hun plejede at kigge på det eneste minde hun havde om Jennifer, hendes mor. Et fotografi af hende og moderen. Det var blevet taget en sommerdag kunne jeg se, for solen skinnede og blomsterne rundt omkring dem blomstrede. Hun så lykkelig ud på det billede, hendes øjne funklede af glæde. Men nu var det glædestrålende blik borte som med blæsten der rasede omkring os, nu så hun helt åndsfraværende og fortabt ud.

Hun savnede sin mor så inderligt højt, det var helt åbenlyst. Det var snart et halvt år siden at jeg havde fået at vide at jeg havde en datter hvis mor lige var død. Alle andre i hendes familie var endten stukket af eller døde, så jeg tog hende til mig.
Sådan blev vi siddende i noget tid, hendes kølige hånd i min, og min store varme hånd rundt om hendes.
Der sad vi ganske stille uden at udveksle et eneste ord til hinanden. Vi sad bare i vores egne tanker. Det føltes som en evighed, som lange uendelige timer.

Jeg kan huske dengang hvor mor levede, min elskede, savnede mor. Nogen gange gik vi i biografen sammen søndag eftermiddag oppe i Frederiksværk, vi gjorde det kun hvis mor havde tjent godt i ugens løb i konditoriet og ikke havde brugt alle pengene på alkohol og cigaretter, og det skete sjældent, så når det endelig fandt sted var det en stor glæde fuld af lykke.
Der var noget særligt ved den biograf i Frederiksværk, den var så hyggelig og lille, i forskel til alle de store biografer inden i København. Jeg kunne godt lide at den var lille, for det gav en god stemning. Vi plejede altid at købe en stor pose Haribo Matadormix til deling og så en øl til mor og en hindbærbrus til mig.
Så sad vi ellers der i hver vores røde biografsæde, opslugte af skærmen. Det var en af de bedste stunder jeg havde med mor, og en af de få.

Det skete tit at mor først kom meget sent hjem om aften eller slet ikke kom hjem. De dage det skete måtte jeg selv lave aftensmad, det blev for det meste bare en humpel tør rugbrød og nogle gange var der lidt gammel leverpostej tilbage som jeg kunne smøre på. De aftner mor ikke var hjemme, havde jeg kun Sofus, mit hamster til at lege med, det blev mit et og alt som hjalp mig igennem den larmende ensomhed.
Klokken slog elleve, og hun var stadig ikke kommet hjem, hun havde været væk siden i går morges. Jeg kunne mærke at min mave begyndte at krumme sig sammen indeni, jeg tror det var en blanding af at jeg næsten ikke havde fået noget at spise og rædslen for at mor stadig ikke var kommet hjem. Jeg besluttede mig for at gå ud og lede efter hende, jeg startede som sædvanlig med at gå hen og kigge på det lokale værtshus, som hun plejede at bruge det meste af hendes tid på. Men der var ingen mor, dem der ejede det sagde at de havde set hende i går nat, men at de ikke havde set mere til hende efterfølgende. Efter at jeg havde gået rundt og ledt efter hende i flere timer og klokken havde nærmet sig to om natten, begyndte jeg at gå hjemad. Jeg gik ned ad den snoede skumle vej som førte ned til hvor konditoriet lå, det var den hurtigste vej, og jeg ville gerne hjem hurtigst muligt, da klokken var mange og det var bælt mørkt, regnede og min krop rystede af angst. Da jeg nærmede mig konditoriet kunne jeg ane nogle røde og blå lys der blinkede i nærheden og jeg kunne høre en svag sirene hyle. Jeg bevægede mig hen mod lyset og lyden, mine ben kunne næsten ikke tage et skridt længere, men langt om længe da jeg var nået hen til sirenerne så jeg mor, hun lå på en båre på vej op i en ambulance, blå af kulde og med blod over hele kroppen.
Jeg satte mig ned på den våde glatte asfalt i skrædderstilling, min krop rokkede frem og tilbage imens jeg kunne mærke at tårerne pressede sig på for så at komme ud som en flodbølge, tåre efter tåre, skrig efter skrig. Jeg skreg i vildens sky, så mit ekko kunne høres fra træ til træ gennem skovens mørke nat.

”Emiliy, er du okay?” jeg blev vækket af mine dybe tanker da fars ord ramte min bevidsthed, far så på mig med et skræmt blik, som om jeg var helt bleg som et lig i ansigtet.
Jeg havde været helt opslugt af mine egne tanker, så jeg havde slet ikke hørt far. Han sad stadig ved siden af mig, men nu var hans ansigtsudtryk ændret, før var det smilende og varmt, men nu så det helt koldt og skræmt ud. Jeg kunne mærke at jeg nærmest rystede af angst og at mit ansigt var fyldt med tårer.

Han tog mig ind til sig, og jeg kunne mærke hans varme brede sig i mig. Det var rart, rart at have en så tæt på og mærke den følelse af at man føler sig tryg og elsket, for det må være sådan det føles. Det var første gang i mit liv at jeg følte den følelse, det var henrivende.
”Far, kan vi ikke godt gå hjem nu? Jeg fryser”.
”Jo, det kan vi godt”. svarede far.
Vi gik hånd i hånd op af den snedækkede sti, hvor træerne slyngede sig i siderne med små blinkende julelys.