Da himlen blev sort

Bølgerne slog vildt omkring ham, og havets brusen overdøvede sygeplejersken som stod inde på land og kaldte på ham. Alt han ønskede var at forsvinde bort fra denne verden. Den verden som han ikke længere ønskede at være en del af.

Det var søndag morgen, fuglene kvidrede og solstrålerne trængte ind gennem vinduet og dansede på hendes kind. Hvor var hun smuk som hun lå der. Furene i hendes ansigt, hendes hvide slange-krøller og den lille mund der kontant indbød ham til kys. Han elskede hende mere end han selv var klar over, og havde altid gjort det.
Hun var hans klippe her i livet. Uden hende ville han slet ikke vide hvordan han skulle gribe tingene an. Ligesom dengang hvor de mistede deres eneste barn.

Deres søn var bare 14 år da han måtte lade livet i en ulykke. På vej hjem fra fodbold træning blev han dræbt af en lastbil. Han var på cykel lige ud, og den højre svingende lastbil havde slet ikke set ham. Han huskede tydeligt da hans kone ringe til ham på jobbet og sagde, at han skulle skynde sig på hospitalet. Der var sket en ulykke. Da han trådte ind på stuen sad hun med sænkede skuldre og tårerne trillende ned af kinderne, mens hun holdte den livløse drengs hænder. Der var ikke mere at gøre. Livet ebbede ud af ham kort tid efter at han ankom til hospitalet, og alle oplivningsforsøg havde været forgæves. Hun havde oven i sin egen sorg taget sig af begravelse og andre praktiske gøremål. Samtidig med at hun også healede hans sorg indefra, med hendes kærlighed og blide væsen.

Der var også dengang hvor hans egen far havde fået konstateret kræft i det meste af kroppen og kun havde kort tid tilbage at leve i. Da var det også hende der foreslog at de tog ham hjem til dem, hvor hun så ville pleje og passe ham, så de alle tre ville få det bedst mulige ud af den sidste tid sammen. Selvom det var en enormt hård periode for især hende, da hun stod for konstant pleje af den døende, samt husholdning og indre healing af dem alle, klarede hun alt dette uden så meget som at kny, da hun havde en vilje af stål og et hjerte af guld for andre mennesker.

Selv var hun opvokset som enebarn, med både en alkoholiseret mor og far. Hun kunne ikke huske at hun nogen sinde havde fået et eneste tegn af ømhed fra dem. Det var som om at hun voksede op i en verden, og hendes forældre i en anden. De havde ingen kontakt, og penge var der ingen af. De blev drukket op. Så gennem barndommen og ungdommen stod hun på egne ben, og måtte kæmpe for at få et værdigt liv. Denne opvækst havde mod alle odds gjort hende stærk, og utrolig kærlig, nærværende og omsorgsfuld for andre i nød.

Efter at have kysset hende i panden stod han op og klædte sig på, og forlod huset for at gå til bageren . Da han igen kom hjem, sad hun ved køkkenbordet og stirrede ud af vinduet. Hun så lidt bleg ud og virkede fraværende. Men da han spurgte til det, blev han blot fejet af med et kys og et lille smil.
Det var hende der efter morgenmaden foreslog at de skulle tage på kirkegården og lægge blomster til deres søn. Det var en pragtfuld dag, og solen stod nu højt på himlen. Da de sammen havde lagt blomsterne og kiggede lidt på graven, spurgte hun om det var i orden at hun var lidt alene med deres søn. Han gik derfor ud til bilen for at vente uden at tænke nærmere over det. Da hun kom tilbage kunne han ane en tåre på hende kind. Uden ord gav han hende en varm omfavnelse, hvorefter de satte sig ind i bilen.
De kørte ud mod havet. Det var et sted de begge yndede at tilbringe tid. Bare at gå hånd i hånd og nyde duftene, lydene og mærke vinden i håret. Det var også her at de havde mødt hinanden den aller første gang.

Hun arbejde på hospitalet, oppe på den anden side af vejen. Her havde hun gjort rent, siden hun gik ud af skolen. Om sommeren når hun havde tidligt fri, gik hun altid ned på stranden, for at tage en dukkert inden hun tog hjem. Når hun lå og flød på bølgerne, og solen brændte på maveskindet, følte hun sig fuldstændig fri. Det var sådan en dag her de mødte hinanden. Han stod oppe ved hendes cykel og betragtede hende. Det havde han gjort et stykke tid. Da hun kom op til ham tog han hendes hænder og kiggede hende dybt ind i øjnene, og siden den dag havde de to holdt sammen.

Nu gik de side om side langs vandkanten, uden at tale med hinanden, men bare nød hinandens nærvær. Han havde ikke lagt mærke til de sorte skyer der tegnede sig over dem, før hun gjorde ham opmærksom på at hun frøs, og gerne så at han hentede et tæppe til hende i bilen. Hun satte sig ned i sandet og smilede varmt til ham. Inden han forlod hende for at gå mod bilen, lagde han mærke til at hun var blevet lidt bleg. Hun sad og stirrede fraværende ud over havet. Han kom i tanke om, at det også var sådan hun havde siddet, om morgenen ved køkkenbordet da han kom hjem fra bageren. Han slog det hen og skyndte sig videre.

Oppe i bilen fandt han et tæppe og noget at drikke frem, og lukkede bildøren mens en frisk brise fra havet kom ind over ham. På vej ned mod hende ramte et syn ham, der fik hans hals til at snøre sig sammen og hans hjerte til at springe et par slag over. Hun lå helt stille i sandet, og han vidste med et at der var noget galt. Han skyndte sig ned mod hende, alt hvad hans aldrende krop kunne klare. Han faldt på knæ ved siden af den livløse kvinde han elskede så højt, og opdagede slet ikke at himlen nu var blevet fuldstændig sort, samt at skyerne begyndte at græde ned over dem. Han ruskede i hende, mens han halv kvalt råbte at hun skulle vågne op. Et kort øjeblik var lykken gjort da hun bevægede læberne.
Med lukkede øjne hviskede hun. ”Tilgiv mig at jeg forlader dig”.
Han følte at ånden forlod hendes krop og forsvandt op mod himlen. Han blev svimmel og besvimede.

Da han langsomt kom til sig selv igen, huskede han lidt efter lidt hvad der var sket. Men var det hele bare en ond drøm eller? Hans tanker blev afbrudt af en sygeplejerske der stod ved siden af sengen han lå i. Hun tog hans hånd og kiggede sørgmodigt på ham. Han gispede efter vejret og fik stammende spurgt om hvor hun var. Sygeplejersken gav hans hånd et lille klem, og forsikrede ham om at de havde gjort alt hvad de kunne, men at det havde været for sent. Hun var væk.

Han følte sit hjerte springe i tusinde stykker under huden. Han skubbede sygeplejersken væk, og med kræfter han ikke anede han havde, løb han ud af hospitalet og ned mod havet.