Han er væk

Jeg mistede ham, ham jeg betroede mig allermest til. Jeg mistede ham på et sekund, en simpel besked og nu hader jeg ham allermest
af alle mennesker jeg har haft kært.
Det er det hårdeste jeg nogensinde har skulle gøre. At tage alle vores minder, gode og dårlige
og ligge dem ned i en æske, men jeg vil ligge dem i en æske af det fineste silke og det dyreste papir.
Selvom jeg aldrig vil åbne den igen, aldrig. Det ville gøre for ondt.
På et øjeblik følte jeg af hele verden lagde sig over mig og alt sivende ud af mig, men nu føler jeg intet.
Ingenting, min krop er rolig og min hoved er tankefrit.
Mine øjne klør pågrund af det saltede vand der dugger dem til.
Aldrig har jeg følt mig så fortabt som nu. Hvis jeg stadig havde ham, havde han holdt om mig og
fortalt mig at det hele nok skulle ordne sig. Men nu er han væk.
At han ligger min kærlighed til side og lader mig være alene. Det er ikke til at forstå.
"Du af alle burde vide, at jeg er der forevigt for dig" sagde han, men ordene er forsvundet og er blevet til koldt støv. Nu er der en anden der vil tage min plads hos ham. Være den der følte sig tryg hos ham.
Han sagde det på det tidspunkt jeg havde mest brug for ham. Han fortalte mig, at han ikke havde brug for mig.
Det rev mit hjerte i stykker, og jeg leder stadig efter de sidste stykker. Vil tiden hele mit sorg?
Nu må vi se.