Evig nummer to

Baren er lukket, skodderne slået ind.
Men jeg var dog ikke sidst i køen.
En lanterne gynger i vinden og viser hende vej til den næste offentlige ydmygelse, der placerede en betynget mand i galgen.

Vejen er spærret, skiltene sat op.
Men jeg var dog ikke sidst i køen.
Juvelbesat kørvelbuk på randen af sammenbrud fremkalder de sidste krampetrækninger inden en eventuel slagtning af selvtillid.

Håbet er udvisket, oasen forsvundet.
Men jeg var dog ikke sidst i køen.
Desillusioneret jagtfalk på evig flugt over de golde tundraer ser ingenting, føler sig forbigået, hjernevasket og efterladt såret.