Ulykkelig kærlighed til medstuderende

Jeg er nyoprettet fordi jeg fandt dejlig inspiration på denne site til min ulykkelige forelskelse.
Historien er den, at jeg starter på et aftenstudieforløb i efteråret 2007. Her skal der dannes grupper som skal bibeholdes nogle semestre igennem for at blive indstillet til eksamen. Ved dannelsen af min gruppe møder jeg så kærlighed ved første øjekast og kan allerede da mærke, at det er kvinden i mit liv (har været alene i 3 år) Gruppen er samlet 2 gange ugentligt og vi lærer hinanden bedre og bedre at kende. Får skabt dialog med hende og finder til al held ud af, at hun er alene efter en skilsmisse for 1½ år siden. Vi fatter lidt interesser for hinanden, bl.a. via opgaveløsninger sammen, telefonsamtaler som bliver mere pesonlige og intime. Jeg inviterer hende ud, men får pænt nej men i december inviterer hun sig selv hos mig og hvilken glæde.
Hele mit liv er en lykkerus og lidt kejtet den første aften aftaler vi at ses igen. Men gruppen skal ikke vide noget. Det bliver en stormende forelskelse og som dagene går sover hun her tit, vi laver al det som nyforelskede gør, bio, mad, ture og kærlighed. Hun gør mig klart, at hun ikke helt har sluppet fortiden, hvilket jeg accepterer. På et tidspunkt har hun lyst til, at jeg skal møde hendes forældre efter mange og lange samtaler mens hun var på vinterferie, og her tror jeg at det officielt skal blive os...
Vi aftaler at tage en dag ad gangen og vente til dagen for præsentationen er der - jeg er lykkelig. Er dybt forelsket og kan mærke hun er min morfin, min lykke og glæde. Kærligheden bobler i mig.

Dagene går og hun vælger at sove hjemme lidt oftere end før og jeg tænker, at klart - det hele er jo nyt.
Pludselig en dag fortæller hun mig, at hun har brug for at være alene, noget er sket! Hendes eks. mand skal giftes og fordi hun ikke har sluppet ham så afbryder hun mig som lyn fra en klar himmel!

Vi ses jo stadigvæk i aftenskolen et par gange om ugen, hun vil mig ikke, hun er ked af at have såret mig. Men "hun har ikke sluppet fortiden" som hun siger.
Efter megen gråd fra min side, et par telefonsamtaler og endnu mere gråd er det slut.
Hvad skal jeg gøre, vi ses jo stadigvæk om eksamensprojekter, i skolen og som gruppe. Mine følelser er stadigvæk for hende, jeg savner hende selvom jeg ser hende et par gange om ugen. Hvordan tackler jeg denne situation?

Jeg er meget bevidst om, at tiden læger alle sår, glem hende og hun tilsyneladende ikke har været klar - men hvorfor skulle vi gøre vores forhold officielt? hvorfor ville hun besøge mig når hun ikke var klar? hvorfor?
Det er ikke muligt at skifte gruppe idet den skal være en enhed for at komme til eksamen, hvad gør jeg når mine stærke følelser ikke er gengældt? Jeg er så såret og ked af det.