Kærlighedens væsen

Kærlighedens væsen

kærligheden kræver sin frihed
for at ophæve kærlighedens væsen.
Det er som med stjerne i hånden:
de brænder først når de er gået ud.

Alene var du ikke
hvor meget verden
end trængte sig på.

Tårerne dannede en mangfoldighed
som du lo bort sekundlangt:
enhed, ensomhed, ikke.

Selv om du fryser og verden er fjern
gror jorden dig over hovedet.
Du slipper ikke!
Din tid kommer, og hvor kan du skjule dig nu.

Den egentlige kærlighed
kræver ikke.
Den er selvforbrugende
selvudslettende.
Måtte stormens guder
bevare dig for at møde den!

Jeg kom ud af ruden
og mørket lå splintet foran mig.
Billygterne fejede verden ren.
Et hastigt blændværk var alt jeg så.

Kærligheden er sig selv ligegyldig.
Den ænser ikke sine kærtegn mod sig selv.
I et evindeligt spejl ser den >>den anden<<
og lader sig ikke skuffe eller bedrage.

Længe vil jeg fastholde
lyset fra dine hænder.

Langt vil jeg række
ind i mørket
efter dets genskær.

Fjern, opløst, brudt
længe og langt.

Jeg var alene
med mine tanker
de krøb og myldrede
overalt.

Da kom du
og jeg blev tankeløs og rolig.
Jeg steg
idet jeg faldt.

Her skal en enighed stå,
en samdrægtig livsbane,
en varende hvished.

Her skal splittelsen ikke stå,
den uvirkelige kerne
i kærlighedens væsen.