Den ene gang

Det hele startede da min veninde sagde du lignede en der var vild med mig.
Jeg lagde selv mærke til det og efter noget tid, ville jeg have dig.
En dag, til en klassetur, skulle vi gå sammen med nogle andre venner.
Det gik fint. Vi grinte, snakkede og hyggede os.
Så da vi skulle hjem, så lå vi i toget og Puttede, fuldstændig ligeglade med at de andre gloede, jeg var ihvertfald.
Dagen efter skulle en flok hjem til dig, inklusiv mig.
Se film og hygge. Vi lå sammen i din seng, med alle de andre, du lagde hovedet ind til mig, og jeg holdte bare om dig.
På et tidspunkt kyssede du mig,
det varede 5 sekunder. De andre gloede.
Men igen var vi ligeglade, eller jeg var. Du var ikke. Du stoppede med det samme, og gemte dig forlegent.
Dagen efter skrev vi sammen, og dagen efter den dag, og det fortsatte i et par uger. Så fandt jeg ud af, at du havde fundet sammen med din eks.
Jeg blev ikke sur. Det fortryder jeg nu.
Du sagde undskyld, og forklarede alt muligt.
Jeg sagde blot, at jeg var såret, ikke sur.
Men jeg var sur. Jeg var skuffet vred, og hvad ved jeg.
Men efter lidt tid skrev vi sammen igen som før, og du lovede, at slå op med hende. Der gik en uge. 2 uger, og da der var gået over et måned, sagde jeg stop.
Jeg cuttede kontakten, og du skrev heller ikke. Du sendte blikke i skolen,
ikke glade. eller noget andet, bare- sårende blikke.

Og her står jeg så nu, 2 mdr. efter du skrev den sidste besked til mig- jeg har den stadig. "Undskyld", andet står der ikke. Blot "undskyld". Jeg kan ikke tåle at høre sange der minder om dig. Jeg hader det faktum, at jeg skal se på dig hver dag. Jeg hader at skulle lade som om, at alt er okay.
Jeg hader at skulle lade som om, at jeg ikke er ked af det længere. Hader at skulle lade som om jeg stadig er din ven.
Men helt dum er jeg ikke. Jeg ved, at du er holdt op med at gå med den parfume jeg fortalte jeg kunne lide. Du kigger stadig på mig i timerne, men måske er det bare mig og min paranoia.

Jeg holder stadig af dig knægt. :/