Hvorfor?

Hvorfor?

Hvorfor sidder jeg bare her og sætter mine følelser og min store vrede ned på et stykke papir, når jeg egentlig burde være glad for at du efter en hård uretfærdig kamp mod kræften har fået fred?

Du kæmpede alt hvad du kunne for at vinde kampen mod kræften, men alligevel tabte du kampen, og den modbydelige kræft tog dig fra os alle.

Jeg har så svært ved at forstå at hele den hårde kamp skulle ende sådan. At noget så farligt skulle ramme dig, far. Vi havde jo alle sammen håbet om at du ville vinde kampen, men der gik ikke længe før kræften tog håbet fra os alle igen.

Da du sagde de 3 sidste ord til mig, vidste jeg at der ikke var lang tid tilbage, det hele var bare et stort spørgsmål om tid, hvorfor tiden gik så stærkt forstår jeg ikke, der var så mange ting vi skulle nå at gøre sammen, men du havde ikke flere kræfter.

Vi kunne til sidst ikke gøre andet end bare at være der for dig, og tørre sveden af din pande og nusse om dig. Det hele var så svært, det var svært at finde på noget at sige for vi vidste jo alle sammen godt hvordan det hele desværre skulle ende.

Jeg kan ikke forstå hvorfor det lige skulle ramme dig far, jeg får nok heller aldrig svar på det, du var mit forbillede, du har vist mig at man godt kan have en familie og være lykkelig uden at have en stor uddannelse. Du har altid været mit forbillede i livet, men nu er mit forbillede væk?

Da din seng hjemme i stuen var tom, gik Rosa rundt i huset og ledte efter dig og lagde sit hoved ved din hovedpude og pegede på madrassen og sagde ’det’. Hun kunne ikke forstå hvor morfar var henne, han plejede jo at ligge i sin seng, men nu var han bare væk?
Hun går også herhjemme og peger på billedet af dig og siger ’det’ og når jeg så fortæller hende at det er morfar, så siger hun morfar, du nåede ikke engang at høre hende sige morfar, der var så mange ting du ikke fik nået, som du skulle, for du burde jo stadig være her, alt det der er sket burde jo slet ikke være sket, du var jo først lige begyndt på livet med børn og børnebørn.

Nu sidder jeg bare her og ikke ved hvad jeg skal stille op med mit liv. Jeg har mistet en meget stor del af mit liv, og ved ikke rigtig hvad jeg skal bruge resten af det til. Føler at alt kan være ligemeget, at julen er helt ligegyldig, for du mangler jo, og uden dig er alt ligegyldigt for mig.

Jeg har så mange tanker og spørgsmål om det hele, som jeg nok aldrig vil ku få svar på.

Det hele er bare så uretfærdigt, og ikke til at forstå. Der er kun én ting jeg forstår ved alt det her, og det er hvor meget du fylder i mit liv, hvor savnet du er, og ikke mindst at du altid vil være utrolig elsket af os alle.