Dine Fodspor

Den overskyede blå himmel
tvinger små regndråber til at flyve
og de glider langsomt ned,
når de med blæsten lander på min rude.

Nej min elskede, jeg har ikke glemt dig.
Hvordan kan det lade sig gøre
med det brændende fodspor
du har efterladt på mit hjerte,
hvis minde uafbrudt kaldes frem af dets
egen smerte?

Jeg har heller ikke givet op.
Hvordan kan jeg, når du hver nat
vender tilbage til mig?
og mørkets skønhed kun er vores,
indtil natten blegner ved glimtet af solens skin
og du ikke længere er min..

Men elskede, forstå mig ret.
Håbet er ikke længere min drivkræft,
kun den sorte angst.
Angsten for at give slip
og aldrig mere elske nogen,
som jeg har elsket dig.