Min kærlighed

Jeg vil aldrig glemme den dag, jeg mødte Chris. Vi havde skrevet sammen et stykke tid, og endelig blev vi enige om at mødes. Afstanden mellem os var lang, og det gjorde det hele endnu mere bøvlet. Da jeg så aftalte et møde med en af mine andre venner, Mike, der boede i nærheden af Chris, slog jeg til. Min mor var meget bekymret over den beslutning, og gav mig kun modstræbende lov.
Jeg hedder Sofie, og går i 8. klasse. Jeg har mørke øjne, langt, brunt hår, og er temmelig lav. Jeg er ikke specielt køn, og vender ikke hoveder på gaden, men er heller ikke grim. Udsigten til at møde Chris, fik hverdagen til at føles længere, og jeg var efterhånden meget utålmodig. Toget gik kl. 15, og jeg ville være der en time senere. Mit hjerte bankede, og jeg var nervøs, da jeg endelig steg på toget. Noget af nervøsiteten stammede fra det faktum, at jeg ikke vidste hvordan han så ud. Han havde ingen billeder af sig selv, og intet webcam. Derfor var jeg helt på bar bund. Jeg greb telefonen og skrev til Chris. Han var også nervøs. - Men han havde i det mindste set mig.
Mike hentede mig på banegården, og vi tog bussen hjem til ham. "Hvaee.. Hvordan går det?" spurgte jeg ham. "Det går fint.." svarede han. "Jeg har fået en kæreste.." Jeg blinkede overrasket, og med et ironisk smil, ønskede jeg ham tillykke. Jeg begyndte at spørge ind, og sådan gik tiden, indtil vi ankom til hans hus. Med tiden blev jeg mindre og mindre snaksalig, eftersom mødet med Chris var nært forestående. "Skal vi ikke bare tage af sted nu?" spurgte jeg hurtigt. "Joh.. Det kan vi da godt" svarede Mike, og vi aftalte et møde med Chris. Mike forsøgte at få en samtale i gang, men jeg var nærmest stum.
Endelig kom vi af sted. Mit hjerte begyndte at banke, da Mike forkyndte, at han kunne se Chris. Jeg kiggede, og rigtigt nok, så jeg en skikkelse langt borte. Da vi kom tættere på, kunne jeg se ham ordentligt. Han var høj, slank, og havde lyst hår. Jeg blev helt målløs.. Hvordan kunne en dreng se så sød og dejlig ud? Jeg fremstammede et lavt "hej", og kiggede på ham. Mike og Chris begyndte at snakke, og jeg forholdte mig passiv. Vi begyndte at gå, og jeg smugkiggede hele tiden på Chris. Han var fantastisk lækker, og hans stemme gav mig gåsehud. Nogle gange kom jeg med ind i samtalen. Vi grinede, og den akavede stemning forsvandt lidt efter lidt. Hver gang Chris smilede til mig, kunne jeg ikke lade være med at smile igen. Jeg indså, at jeg kunne lide ham.. Som andet end en ven. Men straks blev jeg modløs, for hvorfor skulle han kunne lide mig? Han og hans kæreste havde lige slået op, og han havde sikkert kærestesorger. Men selvom han ikke kunne lide mig, kunne jeg sagtens kigge på ham.. Drømme om ham. Og snakke med ham. Vi fortsatte med at gå rundt, og timerne svandt hurtigt. Desværre skulle han hjem og lave mad, - Mike og jeg gik, og Chris var konstant i mine tanker.
Næste dag tog jeg af sted. Jeg skulle hjem, og turen var hurtigt overstået. Jørgen, min mors kæreste, hentede mig på stationen. Vi snakkede lidt sammen, men det blev ikke til meget. Jeg kunne ikke lade være med at skrive til Chris, og det var en mærkelig tanke, endelig at vide præcis hvem jeg skrev med, og hvordan han så ud. Det blev bare en af de normale samtaler, hvor vi skrev lidt, og spurgte ind til hinandens liv. Jeg spekulerede på, om han mon også kunne lide mig, og hvad der ville ske, hvis han kunne.. Jeg ankom til mit hjem, lagde mig i min seng og var i den syvende himmel. Hver gang jeg tænke på ham, fik jeg gåsehud, og en mærkelig følelse bredte sig inden i mig. Jeg tænkte på ham. På hans udseende og væremåde. Han havde humor, og hans stemme var dejlig. Jeg tænkte på mødet, og havde lyst til at røre ved ham. Mærke hans hånd i min. Kysse hans læber. Et roligt, ømt kys. Jeg sukkede. Men det ville nok aldrig komme til at ske.

Mine før, temmeligt få samtaler med Chris, blev nu til flere om dagen, og de blev mere intime og nærgående. En dag begyndte vi at snakke om vores møde, og om hvordan vores tanker havde været under besøget. Vi begyndte tilfældigt at snakke om hinandens udseende og væremåde. Jeg måtte ud med det.
"Øhh.. Du Chris.. Jeg synes du ser rigtig godt ud.." Fik jeg tastet ind på mobilen, og jeg ventede spændt på hans sms. Der gik et par minutter, og endelig svarede han.
"I lige måde.. Jeg kan godt lide dig, Sofie.." Jeg tror, at mit hjerte slog et ekstra slag, da jeg så det. Jeg blev simpelthen så glad, og min mave blev fyldt med sommerfugle. Da min mor kom ind, og bad mig om at fylde opvaskemaskinen, hørte jeg det ikke. Jeg lå bare i min egen verden og drømte om Chris. Lå og drømte om den fyr jeg lige var blevet forelsket i. Min mor, Ida, gik hen til min seng og så på mig. "Sofie.. Hvad er der galt? Du virker helt fraværende" Jeg udstødte et dybt suk, så på hende med strålende, glade øjne. "Chris kan godt lide mig." Fortalte jeg hende, helt i ekstase. Min mor smilede ned til mig. "Det er jeg da glad for. Har du så endelig fundet en, der opfylder alle dine krav?" Jeg kunne ikke lade være med at grine, og min mor grinede med mig.

Dagene gik, og jeg skrev fortsat mere og mere med Chris. Skolen var bare en pligt, og mit egentlige mål med dagen var, at skrive med Chris. Alle mine venner så mig som besat, og det tror jeg også, at jeg var.

Julemåneden var endelig kommet, og en helt almindelig weekend skulle jeg hjem til min far, der boede ca. ½ times kørsel fra min mors hjem. Min familie var efterhånden også ved at blive trætte af mig. Det eneste jeg ville snakke om, var hvor dejlig jeg syntes Chris var. Han var samtaleemnet hver eneste dag, og jeg kunne ikke få nok af ham. Denne dag skrev vi også sammen, og vi kendte efterhånden hinanden rigtig godt. Jeg ønskede at komme sammen med ham, men ville ikke sige det lige ud. Langsomt kom vi ind på emnet, og det viste sig at vi begge ville. Mit hjerte begyndte at banke hurtigt, og det føltes som om, at jeg havde slugt en hel stak sommerfugle. Så modtog jeg sms'en. "Vil du komme sammen?" Jeg sad i sofaen og stirrede ud i luften. Jeg kunne næsten ikke fatte det. Jeg skyndte mig at svare ja, og først da, begyndte jeg at smile ukontrolleret.

Jeg kunne ikke lade være med at sprede nyheden til alle mine veninder, og da jeg kom i skole næste dag, ville alle have historien. Jeg fortalte, og var så glædesstrålende, at alle blev påvirkede af mit humør. Ugen gik, og mit humør varede ved. Jeg var for alvor begyndt at tænke på at mødes igen. Bare alene denne gang, og det skulle være snart.
Torsdagen efter besøget hos min far, ramte ideen mig. Hvis vi skulle være sammen før nytår, var den eneste ledige dag i morgen. Fredag. Jeg spurgte Chris om jeg muligvis kunne komme forbi i morgen. Han måtte godt for hans mor, og jeg jublede af glæde. Så manglede jeg bare, at få overbevist min mor om, at det var det rigtige. Min mors første kommentar var, at det kunne der slet ikke komme på tale. Jeg skulle i skole i morgen, og jeg havde allerede før, skippet én skoledag pga. mine venner. Jeg talte godt for min sag, men hun ville ikke give sig. Langsomt blev det for meget for mig. Tårerne vældede op i øjnene på mig, og jeg fortalte min mor, hvor stor en betydning dette havde for mig. Min stemme var fuld af gråd, og jeg kunne ikke lade være med at hulke, helt rød om øjnene. "Hvorfor skal du være så ond mod mig?" Skreg jeg, øjensynligt, fuld af had, og løb ind på mit værelse, hvor jeg kastede mig ned i sengen, og hulkede som aldrig før. Jeg forbandede hende inderligt.
Efter 10 minutter bankede hun på min dør. Jeg svarede ikke. Hun kom ind på mit værelse, og jeg snøftede, med hovedet ned i puden. "Du forstår ikke hvor meget det betyder for mig," sagde jeg. Jeg kiggede op på hende. Mine øjne skød lyn, og mit ansigt var beslutsomt. "Han betyder alt for mig, og hvis vi ikke kan være sammen i morgen, går der virkelig lang tid," sagde jeg. "Hvem ved, hvor længe vi bliver ved med at komme sammen, hvis vi aldrig må ses." Hun kiggede fortsat på mig, og lige pludselig hviskede hun: "Hvis det betyder så meget for dig, giver jeg dig lov. Denne ene gang." Jeg holdt op med at snøfte og kiggede på hende. Jeg fremsagde et tak.
Jeg oplyste Chris om den gode nyhed, men undlod at fortælle ham om, hvordan jeg var nået frem til den. Nu hvor jeg endelig havde fået lov, begyndte nervøsiteten igen at brede sig. Denne gang ville jeg ikke have en anden ven at støtte mig til. Jeg skulle møde Chris alene.

Straks begyndte jeg at forberede min rejse. Min mor ville være på arbejde, og kunne derfor ikke køre mig hen til stationen. Jeg blev nødt til at være selvstændig, og tro på mig selv. Jeg skulle tage bussen til stationen, og selv finde toget jeg skulle med. Det har jeg aldrig brudt mig om, så derfor var jeg rigtig nervøs. Jeg glemte dog min frygt - i stedet tænkte jeg på Chris, og hvor dejlig han var. Jeg kom problemfrit hen til stationen, og fandt det tog jeg skulle med. Så begyndte tvivlen at komme. Hvad hvis han ikke kunne lide mig alligevel? Vi havde jo trods alt ikke snakket så meget sammen, sidst vi var sammen. Mike havde styret samtalen helt og holdent. Jeg bed mig i læben, og kiggede ned på mine hænder.

Turen føltes ekstra lang, da jeg ikke havde nogen at skrive med. Det var en mærkelig tanke, at mens jeg sad her i toget, havde mine venner derhjemme geografi. Jeg grinede lidt af det, og glemte et øjeblik at jeg havde ondt i maven af forventning og nervøsitet. Når jeg ankom, skulle jeg vente 1½ time på, at han fik fri fra skole, og kunne hente mig. Togets fører kom med en besked; at vi ville ankomme om 5 min. Jeg stirrede på mine arme der straks fik gåsehud. Jeg fnøs af mig selv, og lænede mig tilbage i sædet.

Da jeg steg af toget, vidste jeg ikke, hvor jeg skulle gå hen og tilbringe min tid. Jeg besluttede mig for at gå indenfor. Det var koldt, og jeg frøs allerede. Jeg satte mig i en lille stol, og gav mig til at stirre ud i luften, mens jeg ventede på, at mobilen skulle begynde at vibrere. Tiden gik uendeligt langsomt, og hjertet bankede i brystet på mig.
Endelig begyndte den at vibrere. Chris havde fri fra skole, og havde taget bussen herover. Han ville snart ankomme. Vi aftalte et sted at mødes, og jeg stillede mig der og ventede. Mine øjne spejdede fra side til side for at få øje på ham, men indtil videre var han ikke kommet. Et øjeblik efter fangede mit blik en person på rulletrappen. Kunne det være ham? Da han kom på nærmere hold, kunne jeg sagtens genkende ham. Det halvlange, lyse hår, og den høje skikkelse. Mit hjerte slog et ekstra slag, og jeg gik ham i møde. Vi gav ikke hinanden et knus, men kiggede bare. Så brød jeg sammen i et grin. "Så akavet havde jeg forudset at det ville være," fnisede jeg. Han smilede, og spurgte, om vi skulle finde en bus. Jeg nikkede.
Der gik en bus næsten lige efter vi var kommet ud. Vi satte os ind, og der blev ikke talt. Jeg forstod ikke hvordan det kunne være så pinligt og akavet. Vi sad nærmest og kiggede i hver sin retning, med en tilfældig kommentar en gang imellem. Da vi kom hjem til ham, var den eneste der var hjemme, hans lillesøster Sanne. Vi hilste kort på hinanden, og jeg syntes, at det var dybt pinligt. Chris og jeg gik op på hans værelse, og der var pænt ryddet op. Jeg kiggede mig omkring, og bemærkede hvor ryddet der var, i forhold til mit. Det grinede vi lidt af. Den nervøse stilhed kom hele tiden, og jeg vidste aldrig hvad jeg skulle sige.
Den akavede stemning forsvandt dog lidt efter lidt, og pludselig lå vi oppe ved siden af hinanden og snakkede. Pludselig blev vi stille. Jeg kiggede ham ind i øjnene. De smukkeste øjne jeg nogensinde havde set. De havde en flot, grøn kulør, og jeg kunne ikke lade være med at sukke stille. Vores hoveder hvilede mod hinanden, og jeg vidste at det ville komme.. Kysset, som jeg havde ventet så længe på. Jeg turde bare ikke tage initiativet.
Sådan lå vi i et stykke tid, da det pludselig skete. Vores læber mødtes, og vi holdte om hinanden. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre. Jeg havde lukkede øjne, og vi kyssede stille. Jeg havde lyst til at blive der i al evighed. Langsomt sluttede kysset, og vi kiggede på hinanden. Jeg smilede, og følte mig helt lykkelig. Al tvivlen var som blæst bort. Han kyssede mig igen, og sådan lå vi i en tid. Jeg blev enig med mig selv om, at det var den bedste dag i mit liv, og at jeg aldrig nogensinde ville glemme den.