Manglende kærlighed

Han slæbte fødderne hen af fortorvet, de sædvanlige tårer trillede ned af hans kind. Han var klassens lidt for buttede barn. Alle grinte og gjorde nar af ham. Han var på vej hjem, de femhundrede meter føltes som flere kilometer. Selvom han havde haft en dårlig dag i skolen, vidste han, at den ville blive værre når han trådte ind ad døren.

Han trak ned i håndtaget, den ildelugtende stank af øl og cigaretter dansede foran hans næsebor. Han hørte sin fars vrede stemme inde fra stuen. Han listede ind på værelset, men hans hulken afslørede hans listerrig. Han hørte med rædsel sin fars lange og dybe skridt. Han vendte hovedet mod ham og en smerte på hans kind bredte sig. Han lagde sig på sengen og tænkte over livet. Over livets mening og hvad der dog vil ske hvis han nu..

Han satte sig op, kiggede ind i det støvede spejl. Han så et monster, et monster som ingen kunne lide. Han skyndte sig af sted inden faderen vågnede. Han skulle i skole, men valgte en anden vej.
Han vidste ikke hvor han gik hen, hans føder viste vej. I det næste stod han nu på kanten af hans liv.
Han kiggede rundt, hoppede på hovedet i døden. Han følte han fløj, det var det bedste han havde prøvet. Han smilte og så var han væk.


Han åbnede øjnene. Alt var lyst. han huskede sin farfar, som han for længe havde glemt.
Han rakte ham hånden, og til evigheden de fløj.