Affære

Første gang jeg så dig var i kantinen. Du stod bare der som altid med din udstråling og dit smil.
Det var umuligt at få øjnene væk fra dig. Den måde du kunne få alle til at få et smil på læben og drengene til at rødme. Da vi endeligt fik muligheden, for bare at være os to, fik jeg en følelse som jeg ikke har haft i årevis. Den dejlige følelse af den totale forelskelse. Det var ligegyldigt hvad jeg lavede eller hvor jeg var. Du var konstant i mine tanker som nu.
Vi mødtes hemmeligt på kontoret, mindes spændingen og længslen efter dig. Dagen gik så uendeligt langsomt, tanken om dig holdt mig søvn løs.
Vi begyndte at ses oftere og oftere, tingene udviklede hurtigere, end virkeligheden kunne følge med til. Du boede sammen med en, følelsen når du forlod mig, var svær at takle. Jeg vidste jo godt det var mig, som kom i anden række fra start af. Det var så akavet når man var jaloux.
Du prøvede at ligge afstand til mig, langsomt blev du mere og mere overfladisk. Jeg kunne mærke du havde givet slip, men blot prøvede at skubbe mig væk. Hvorfor kan jeg dog ikke bare give lige så let slip på noget, som aldrig burde være startet.