Alene

Jeg er prøvet at være total opslugt af kærlighed og er det i og for sig stadig. Jeg elsker i hvert fald stadig den pige, som jeg var totalt opslugt af og stadig er. Det er virkelig et mareridt at elske og ikke selv blive elsket. Jeg ved at jeg aldrig kan slippe hende og jeg mener derfor ikke at jeg nogensinde kan elske andre. Jeg kan måske nok finde en anden pige, men det vil aldrig være det samme. Det ville heller ikke være fair overfor personen. Jeg ved at jeg hele tiden vil gå med en anden pige i tankerne, så jeg mener ikke at det ville være fair at indlede et forhold med en anden. Jeg ville i hvert fald ikke have det godt hvis jeg var sammen med en, og denne person hele tiden gik med en anden i tankerne. Jeg vil, at denne person skal give sig fuldt ud til mig, ligesom jeg ville give mig fuldt ud til hende. Så er spørgsmålet så, hvad skal man stille op? Jeg har hele mit liv haft drømme om at få børn, men alle og enhver ved jo, at det gør man ikke alene. Jeg kunne indlede mig i et halvhjertet forhold blot for at opnå mine drømme, men jeg ved, at jeg med tiden ikke ville kunne holde mig selv ud, når jeg hele tiden ved at hende jeg er sammen med, går med den tro om at jeg elsker hende af hele mit hjerte. Så med tiden vil jeg helt sikkert bryde sammen og fortælle hende, at al den tid jeg har kendt hende, har jeg haft en anden pige i tankerne. Hvis det var mig der fik det at vide efter flere år sammen med en person, ville jeg få det meget skidt. Jeg ville aldrig kunne tilgive den person. Så derfor vil jeg da aldrig kunne gå ind i et sådan halvhjertet forhold. Jeg ville hade mig selv for det, både når jeg går ind i forholdet, men endnu mere når jeg bliver nødt til at fortælle hende, at jeg aldrig har elsket hende fuldt ud.

Der går ikke en dag uden at jeg græder over at have mistet hende, eller rettere aften. Jeg græder for det meste altid når jeg skal til at sove, når det hele er stille og tankerne får frit løb. Har prøvet på at henlede mine tanker på noget andet end hende, men det er umuligt. Efter nogen tid glider mine tanker stille roligt hen mod den dejlige tid jeg har haft med hende, og den tid jeg ikke har lyst til at glemme, men desværre gør. Det gør ondt at tænke på, så jeg sidder i et meget stort dilemma. Jeg har ikke lyst til at glemme og jeg tvivler nu også på at jeg kan, men samtidig gør det så forfærdeligt ondt at huske. Jeg har sagt til hende at hun skal beholde alle billeder fra vores tid. Jeg ville gerne have haft billederne for vi har haft nogle rigtig goder stunder sammen. Men havde jeg de billeder i min nærhed, ville jeg hele tiden kigge på dem, og mit liv ville blive til et større helvede end det er nu.
Jeg kan heller ikke tale med hende, selvom at jeg har den største lyst i verden til at høre hendes stemme. Men man kan jo ikke længere stille de samme spørgsmål som da man var sammen. Jeg kan heller ikke spørge hende efter hvordan hun har det og hvad hun går og laver. For jeg ved at det ville smerte mig hvis hun fortæller at hun har mødt en sød fyr, at de måske skal flytte sammen osv. osv. Alle de ting som er dejlige at fortælle til sine venner, vil for mig medføre en helt uoverskuelig smerte, så hvordan skulle vi kunne være venner? Jeg vil heller ikke kunne befinde mig i samme rum som hende, for jeg ved, at lige så snart jeg ser hende, har jeg lyst til at give hende et kram og et kys. Jeg vil bare holde om hende, mærke hendes hjerte banke og dufte til hendes bløde hår.
Dilemmaerne vokser og vokser, og jeg kan på ingen måde gøre det jeg har lyst til. Jeg vil så gerne, hvis vi bare kunne have et venskab, men det duer jo desværre ikke for mig. Jeg vil have mere end det, hun skal elske mig, vi skal sove i samme seng, hygge foran tv´et, grine og græde sammen, ja gøre alt sammen som vi gjorde engang. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal komme videre med tilværelsen uden hende. Det gør heller ikke tingene bedre, at hun har sagt at hun stadig elsker mig, men at vi desværre ikke kan være sammen. Jeg bliver nødt til at føre et single liv resten af min tid, men det har jeg ikke lyst til. Jeg vil falde til ro sammen med hende. Det skal ikke nødvendigvis være nu og her, men bare engang ude i fremtiden. Hvad skal jeg dog gøre?
Har også tænkt på at flytte til udlandet, men hvad hjælper det mig egentlig i sidste ende? Jeg vil jo ikke stoppe med at tænke på hende af den grund. Hvad endnu være er, når jeg får det skidt, vil jeg ikke have nogen jeg kan gå hen at snakke med, så i sidste ende vil jeg risikere at gøre det hele sværere for mig selv.
Som det er nu lever jeg en dag ad gangen, andet kan jeg ikke gøre. Der er slet ingen gnist tilbage og viljen til at leve og udrette er der ikke længere. Den eneste grund til at jeg er her endnu, er min nevø og drømmen om at hende og jeg en dag vil finde sammen igen. Det sidste er nok desværre ikke særlig realistisk og min nevø bliver jo også ældre og får andre interesser end at lege med sin onkel. Så på et tidspunkt er jeg bange for, at lysten til at leve fuldstændig forsvinder.
Ja, jeg kan jo blive ved med at gøre mig tanker om det liv jeg har lige nu, men det hjælper jo desværre ingenting. Vil bare gerne høre om der er andre der er i en lignende situation, nogle der har ideer til hvordan jeg kan komme videre.

På forhånd tak

Den sønderknuste.

Og hver venlig ikke at komme med de der. Tiden læger alle sår eller, hellere have elsket og mistet, end slet ikke have elsket.
For sådan forholder det sig ikke i dette tilfælde. Det er bare noget værre fis og fyre ad.