For lidt regn

Du var som en blomst i skoven. Jeg var som en regnsky på en varm dag. Dine øjne, der betragtede mig i mørket. Mens jeg sov. Sov og drømte. Drømte vilde drømme. Drømme om træer i mørket. Skygger. Hviskende stemmer og mørke skygger. Men du var der til at holde om mig. Våge over mig med dine øjne. Beskytte mig. Og dine hænder. Bløde og varme. Måden du kunne holde om mig. Og fik mit hjerte til at synge.

I dag var jeg i skoven. Foran mig så jeg en blomst. En vissen blomst. Brun og grå. Og den forsvandt.

De vilde drømme er forsvundet. Skygger blevet til lys. Hviskende stemmer til voldsomme skrig. Lyset. Lyset er stærkt. Når jeg vågner, gør mine øjne ondt. Og jeg fryser. Mit hjerte banker stærkt. Og blomsten visnede. For lidt regn, sagde du. For lidt regn. Og jeg forstod det ikke. Dine ord var beslutsomme. Fyldt med smerte, men din stemme var sikker. Og varmen forsvandt. Tilbage blev kulden. Det sorte rum.

Dage forsvandt. Hvorhen? Du sagde, at du kom tilbage. Hvor er du? Mørke blev til lys. Evigt lys. Sort lys. Farver forsvandt. Du var væk. Dine ord var tomme. Som en sky uden regn, sagde du engang efter du var rejst.

I dag var jeg i skoven. Foran mig så jeg en blomst. En smuk blomst. Rød som hjerteblod. Orange kerne. En kerne med indhold. En regndråbe.

Mit hjerte synger igen. Du forsvandt. En ny blomst kom til mig. Hænderne. Blødere og varmere. Og måden hvorpå de holder om mig. Mine drømme har fået farver. Og stemmerne er begyndt at synge. Synger vuggesange. Og jeg sover. Og drømmer om visne blomster. Visne blomster der bliver smukke. Regnen. Det er regnen.