Den evige kamp

Jeg har lært det at kunne smile f.lsk.
Smile, som om alting var perfekt!
Jeg har lært det så grundigt, at ingen kan gennemskue det.
Det er forfærdeligt.
Jeg ønsker, at folk skal stoppe op,
kigge på mig og spørge om alt er okay?
Men hver morgen kommer jeg ligeså glad
ind af døren, som jeg plejer.
Finder masken frem, den smilende facade.
Klassens humør bombe.
Det er jo bare en skide facade for fanden.
Se mig, hør mig.
Hver dag er en evig kamp for mig.
En kamp mod tårer og nedture.
Jeg har jordens dejligste kæreste
og nogle fantastiske veninder.
Hvad mere kan jeg forlange?
Burde jeg ikke være tilfreds
med mit åh så sukkersøde og dejlige liv?
Jo, måske.
Men min kamp er først lige startet.
Kampen mod vægten, kampen mod
det smukke og perfekte ansigt.
Alt jeg ønsker, er at skrumpe en del mere ind.
Måske så jeg kan blive helt usynlig?
Det er umuligt, jeg ved det jo egentligt godt.
De skal ikke kalde det anoreksi.
De skal ikke kalde det en spiseforstyrrelse.
Jeg vil bare være tynd.
Jeg vil bare fylde mindre, så folk ikke
har så meget at elske.
Hvis jeg da er elsket?

Kampen er først startet, den er hård.
Men det er ligesom i en fodbold kamp.

Jeg spiller for at vinde,
og jeg sulter for at vinde!