Nyt liv

Jeg har lige fået talt ud om alt.
Det var lige som om, at der lettede en stor tung sten fra mit hjerte.
En sten som i sig selv var tung at bære.- Men stenen er ikke helt væk, for jeg er stadigvæk hård og stærk.
Jeg har min vilje med mig. Den forfølger mig som en skygge i natten.
Natten er sort, men det er min tilværelse ikke. For hver dag der går, bliver jeg en smule bedre.
Det gror, ligesom en evig stige til himlen. For himlen er lys og klar, og jeg bliver i stand til at se lige sådan.

Det er som om, at der er en hånd der rækker ud efter mig for at hjælpe, og jeg tager imod med kærlighed, for jeg vil være i stand til at elske.
Den evige stige som jeg aldrig bestiger, vil altid være der til at hjælpe mig op.. Op fra det jeg ikke ønsker at komme ned til igen.
Jeg savner alt det der kunne have været godt. Men min savn er ikke større, end den gode fremtid der står åben for mig - ligesom en port jeg går ind af med raske skridt. En port der vil føre mig til lykken, og vise at der trods alt i denne verden, findes ægte kærlighed. En kærlighed som vi alle trænger til, og som vi ikke skal løbe bort fra. For hvem vil løbe bort fra noget, som er så vidunderligt.

Ligesom et barn inde i maven, som føler sig ønsket, varm og beskyttet. Og som skal vide, at der vil blive brug for den, når den ser lyset for første gang, i sit - først nu - begyndende liv.