Forladt.

De kloge siger at livet altid går to veje.
Men hvorfor kan man ikke tage den vej man egentlig helst vil?
Hvorfor skal der være ét eller andet der spærrer den vej?
Hvorfor være ulykkelig med én, når du ved man kan være lykkelig med en anden?
Hvorfor spilde sin tid på problemer, når man ved man kan leve i harmoni? Hvorfor græde, når man ved man kan smile og være glad?

Lidt endnu ved jeg endnu ikke hvad jeg gør?
Jeg ved at lyset er der, lyset som jeg ved kan gøre mig lykkelig, men lige nu virker det så fjernt!

Mørke, savn, frygt og ondskab er alt jeg kender til lige nu!
Snart vil lyset komme.
Fra enten den ene eller den anden vej. Det var mit hjerte, min sjæl, min heldhed, en del af mig.
Alt og intet.

Nu er der kun vrede, skuffelser, lidelser og tårer tilbage.
Ubehagelige oplevelser sætter ar i sjælen, og efterlader brudstykker af, hvordan det virkelige liv er,
og lykkelige minder, som ligger gemt nederst på bunden af hjertet, minder dig om, at livet ikke altid er så grumt og trist.

Et menneske kan aldrig være helt perfekt.
Men både op- og nedture danner éns personlighed, gør én helt unik.

Men lige nu, føler jeg mig som en glasdukke, som om hvert et enkelt lille fald kan knuse mig, hver eneste nedtur.
Jeg ville give solen og månen, hvis dette var muligt.
Nu er det for sent, nu kan jeg ikke længere.
Det er ødelagt.
Jeg føler mig alene, sårbar og nøgen overfor hvert lille ord.
Jeg er ked af det, mit hjerte græder. Bag masken græder jeg hele tiden - udenpå ses det knapt.
Mit hjerte skriger efter hjælp.

Hver gang jeg tænker, tænker jeg på et nyt liv.
Hver gang jeg savner, savner jeg kærligheden.
Hver gang jeg føler, føler jeg kun smerte.