Jeg var bange!

Jeg var 12 -13 år gammel da jeg havde min første kæreste.
Det hele startede fint.
Jeg mødtes med ham fra nettet og vi begyndte at komme sammen. Jeg begyndte at få det godt med mig selv. Han gav mig selvtillid. Hvilket hjalp mig igennem en hård slags mobning på skolen.

Men så endte det helt galt. Han begyndte at være utro og hvilket gjorde mig ked af det, så jeg gik til ham og sagde mig eller andre piger. Han valgte mig, men allerede der skulle jeg have været gået min vej. Han blev ved med at være mig utro og jeg blev ved med at sige mig eller andre, så skete det første gang. Han smed rundt med mig og kaldte mig for en luder. Han prøvede på at slå mig. Jeg sagde bare gør det, men det bliver værst for dig selv. Så skete der ikke mere den aften og det gik der en stykke tid. Nu havde han været sammen med en anden igen og jeg gik til ham og sagde at nu skulle han altså vælge hvilket var den store fejl jeg lavede. Han smed mig ned på gulvet og bankede mig gul og blå. Men dagen efter lod jeg som ingenting og sminkede det bare væk så man ikke kunne se det og sørgede for at dække de blå mærker jeg havde på kroppen med alt det tøj jeg havde med. Sådan gik det et stykke tid, men så begyndte han på det tredje som gjorde mig virkelig ked af det og ødelagde mig mere og mere. Han begyndte at smide mig ned på sengen og begyndte at voldtage mig gang på gang.
Det fandt jeg mig i helt halvt år og en dag sagde jeg til mig selv at det her ikke gik. Jeg slog op med ham.



Et halvt år efter:

Et halvt år efter fortalte jeg mine forældre og min kæreste jeg havde på det tidspunkt, hvad jeg havde været udsat for. Den dag i dag går jeg stadig og spekulere over hvad jeg kunne gøre dengang. Jeg går stadig og spekulere og nu er jeg trods alt 18 år gammel og har mener af det jeg har været udsat for. Stoler ikke på rigtigt på nogen mere. Har meget svært ved det.

Grunden til jeg aldrig har meldt det, var at jeg var bange for ham og bange for hans brødre og venner.

Hvorfor var du så ond?.
Var det mig der gjorde noget forkert?.