Til min mor

Til min mor Anita

Jeg har skrevet nogle ord
for at folk ikke skal huske dig
for din sygdom,
men for den som du er.
Verden bedste mor
og hustru har jeg hørt.

Du var kun 43 år gammel
men en person man aldrig glemmer.
Vi har levet et normal liv under din sygdom som alle andre
du har ikke været til at slå ud under sygdommen
- og dog.

Du har kæmpet imod smerterne.
Du fandt hurtig ud af hvem der kunne bakke dig op.
Du ville holde ud så længe som muligt.
Du græd meget lidt.
Du ville ikke besværer andre med din angst for at dø.
Det var derfor vi snakkede så meget om det,
selvom det var hårdt.

Så kom dagen desværre hvor far tog dig med på hospitalet.
Den dag kunne du ikke smile.
Den dag vidste du det hele var ved at være forbi.
Du græd ikke åbenlyst, men du græd inderst inde, foran os.
Nu lå du der i den hvide hospitalsseng helt hjælpeløs med hjælp til vejrtrækning,
hvor du blev svagere og svagere for hvert minut.
Du kunne ikke længere kæmpe mod smerterne og angsten.
Du kunne kun ligge og mærke hvordan kræfterne forsvandt.
Vente på døden, alt var fortabt.
Dine kræfter var borte.
Dit hjerte gik i stå, så vidste vi at du endelig have fred selv om det er svært at sige, men godt ment for vi har levet i 7 år med angsten når telefon ringede.
Tænker på om hvordan du nu har det.


Du døde med din glæde. At vi var der som altid.
Det var en død vi havde vidst længe ville komme men bare ikke hvornår.
Du har været den bedste mor for mig.
Du er altid i mit hjerte.
Vi tænker på dig når vi hører ´kvinde min´.

Fra dine søn Jon