Paletten

Gemte min inderste kerne i næsten et halvt menneskeliv.
Min sjæls farver.
Min lidenskab.
Min intimitet.
Mine inderste, hemmeligste og uartigste tanker.
Min kerne af kvindelighed og menneske.

Du var så forførende.
Min første forfører.
Delte mine tanker med dig.
Åbnede mig, gav dig indsigt i min kerne.

Gav dig som den første min kvindelighed.
Blottede min kerne.
Mine inderste ønsker, min uartighed.
Åbnede mig.

Du tog mit inderste.
Du kunne fordi jeg åbnede mig og gjorde mig sårbar.

Du tog mine farver.
Og malede mit inderste over på andre.
Gjorde det ligegyldigt.
Fortalte mig hver gang du skiftede farve, hver gang du gav en ny nuance væk.
Viste hvor ordinære de var, ubetydelige.
Mine kærlige farver, hver håbefuld farve, hver uartig farve.
Hver eneste intimitet, hver farve jeg havde vist dig.

Viste mig hvor ubetydelige og ordinære de var.

Indtil der ikke var flere farver tilbage.
Indtil hver farve jeg havde syntes var smuk blev til sort.

Det jeg troede var mine specielle farver.
Mine egenskaber.
Min særlighed.
Min sjæl.
Min særlige kærlighed gemt til den rigtige.

Der er ikke mere.
Det jeg troede var så specielt.
Det er bare en tom pallet.
Der var ikke noget særligt.

Måske var der aldrig noget smukt.
Måske var det bare en tom pallet fra starten.

Jeg ville gerne være blevet i drømmen om at min pallet havde smukke farver.
At jeg havde noget specielt at give dig.

Hvorfor lod du mig ikke bare blive i drømmen?