Pigen i spejlet

Jeg står og stirrer ind i spejlet. Jeg kan ikke genkende i pigen som står og stirrer mig tomt ind i øjnene. Jeg kigger ned af hende og tænker stille at jeg helst ikke vil ligne hende. Køn vil jeg ikke kalde hende. Hendes tomme blå/grå øjne skræmmer mig. Hendes døde smil er falskt. Det kan hun ikke skjule. Hendes lyse hår glimter sagte i det svage lys. Hun leger med de afblegede lokker og man kan se, at hun prøver at ligge de onde tanker bag sig. Hun koncentrerer sig virkeligt for ikke at se trist ud. Stille falder en smuk lille tåre ned af hendes rødmede kind. Tåren glimter som den smukkeste diamant. En ny tåre er på vej og hun løfter stille hendes rystende hånd og fjerner de to smukke tårer. Hendes kæbe ryster og hun åbner munden. Jeg kan ikke høre hvad hun siger. En sagte og svag stemme kommer fra min hals. Hjælp. Jeg stirrer hende ind i hendes døde men sorgmodige øjne. Hendes blik undviger mit. Hvorfor vil hun ikke se mig ind i øjne? Jeg ønsker kun at hjælpe. Hun åbner igen munden. Jeg koncentrere mig for at høre hvad hun siger, men det eneste jeg hører er min egen stemme. Svagt og sagte får jeg igen fremmandet et lille ord. Hjælp. Så lille et ord med så stor en betydning. Tårende er nu begyndt at løbe ned af hendes røde kinder. Jeg kigger hende dybt ind i hendes tomme øjne. Jeg begynder at genkende hende. Min kæbe begynder at ryste og min krop skælver. Tårerne løber og jeg forstår igenting. Jeg tørrer mine tårer væk og kigger igen. Jeg kan nu genkende den sorgmodige pige i spejlet. Det er jo mig. Jeg er hende og hun er mig. Rystende står jeg tilbage. Intet har jeg, kun tomheden. Jeg har end ikke pigen i spejlets medfølelse. Tomheden rammer mig. Jeg sætter mig ned på gulvet. Stadig stirrer jeg i hendes øjne. Er det virkeligt det jeg er blevet til? Vi begynder begge at græde.