Håbet

Gennem den lille sti jeg går.
Ud til blomstermarken følger stien mig.
Grønt her er som i fjord
og mange smukke blomster ved jeg at jeg vil finde.
Men det er denne ene rose jeg leder efter.
Jeg leder og leder for den lyser ikke længere som før.
Endelig jeg den finder men den er ikke længere som før.
En har trådt på den og døden er den nær.
Jeg sørger, for smuk den altid var.
Jeg kigger rundt og opdager det er mig
der er den skyldige.
Stille samler jeg den skrøbelige rose op og tager den med mig hjem.
Jeg vil passe og pleje den
for smuk var den altid for mig.
Og en gang vil jeg håbe den atter vil blomstre
og vise mig hvor smuk den er.