Plads i det før ukendte

Jeg havde engang alt.
Havde dig.
Du fandt en anden,
men bad dig blive.
For tanken om kun at have
minderne om dig
slog mig ihjel.
Jeg ville blive fortabt.
Men du elskede mig ikke
og du gik din egen vej.
Kunne intet forstå
forsvandt ind i en fortidsverden.
Kunne kun tænke på dig.
Selvom du sårede mig dybt,
ville følelserne for dig ikke forsvinde
Men er kommet videre.
Har indset min plads,
midt i det før ukendte,
nu kalder jeg det ensomheden.
Men har det godt her,
for den eneste der sårer mig,
er mig selv.
Kun mig at bebrejde.

Har et sidste ønske:

Glem alt om mig.