Alene

Jeg sidder her med mit minde om dig. Tåren løber ned af min kind, for jeg savner dig. Det var os to, kun dig og mig. Nu er der intet. Intet tilbage i mig. For håbet om dig og mig sammen igen ligger så langt væk, så langt væk fra mig. Hvis jeg kunne gøre det hele om, ville jeg aldrig havde sagt hej, aldrig havde givet mig selv lov til at føle noget for dig. Tænk engang at du virkelig elskede mig. Hvordan kunne jeg dog tro at det ville blive ved? Men jeg håbede jo at det for engangs skyld skulle være rigtigt. Rigtig kærlighed, ikke bare fra mig, men os fra dig. Men nej. Jeg savner dig jo så meget. Så hvorfor skulle du gå? Hvorfor? Dit grund var at du havde nok i dig selv, og ikke var klar til at binde dig. Men jeg ved det ikke var sådan. Jeg kender sandheden. Og den gør ondt. Hver gang jeg tænker på dig græder jeg. Ligger og græder mig søven på grund af dig, for jeg elsker dig. Ja, jeg elsker dig stadig af hele mit hjerte. Men hvis du vil gå fra mig nu, forstår jeg det godt. Men alligevel ikke. Mit hjerte er knust, i tusind stykker. Hvis bare du stadig var hos mig. Hvis bare du kunne give mig din kærlighed. Jeg vil give dig alt! Jeg gav dig alt! Nu står jeg tilbage alene. Og det eneste jeg har tilbage er mit minde om dig. Jeg vil aldrig glemme dig. Aldrig nogensinde.