Jeg savner lyset

Jeg husker tydeligt den dag for lang tid siden.
Vi fulgtes op til centeret efter skole, hvor vi købte noget mad i burger house.
Vi sad længe og snakkede om alt og intet - mest alt.
Jeg var lykkelig, men jeg tvivlede stadig på dig. Tvivlede på om jeg nu kunne fortælle dig alt det, som jeg egentlig gerne ville fortælle dig. Jeg tvivlede på om du ville holde det for dig selv eller om du straks når du kom hjem ville fortælle det videre. Jeg var ikke i tvivl om hvem du ville fortælle det videre til hvis du gjorde det.
Efter vi havde spist vores pomfritter eller hvad det nu var vi havde købt, gik vi rundt i centeret og kiggede og snakkede.
Inden vi tog hjem købte du en is til mig, selvom jeg vist nok sagde til dig at det skulle du ikke gøre - eller også ville jeg gerne sige det til dig, men turde ikke. Hvorfor ikke kan man spørge, men jeg vil ikke kunne svare på spørgsmålet.
Efter den dag begyndte vi at se hinanden rigtig tit, være sammen rigtig tit. Men der var nogen imellem os, en som gjorde at vi ikke kunne leve fuldt ud. Den person står stadig og spærre for udsynet til dig og vil sikkert altid gøre det. Desværre siger jeg og du ved det, men du elsker jo også hende så der er intet jeg kan gøre.

Måske hvis jeg havde stolet på dig fra starten af og haft den tillid til dig som jeg senere fik, men som så blev tabt på gulvet igen, måske havde alting så set anderledes ud i dag. Måske ville vi stadig elske hinanden som vi gjorde engang.

Jeg elskede dig før og gør det endnu, men noget spærre for lyset - lyset, det er dig.