Hadet

Det startede godt.
Maden var pragtfuld,
snakken var underholdende.
Lige da jeg troede alle problemerne
var ude af verdenen
begyndte hun på hendes pis.
Jeg var doven,
jeg brugte for mange penge,
jeg var ligeglad med alt de havde gjort for mig.
Jeg var åbenbart ikke hendes barn mere.
Ordene ”Jeg har ikke flere børn tilbage”
sidder dybt indeni mig.
Var lige kommet ovenpå efter et år med depression.
Kan hun ikke unde mig at være lykkelig?
Kan hun ikke være glad på mine vegne at jeg har fundet ud af hvad jeg vil?
Kan hun ikke vise sig som en rigtig mor og sige:
”Jeg støtter dig uanset hvad du vælger og gør,
du er mit barn og jeg elsker dig”?
Men nej det kan hun ikke.
Jeg har ingen mor mere.
Lige når alt går bedst
skal hun ødelægge det.
Men jeg vil ikke lade mig slå ud af det.
Jeg vil følge min drøm.
Jeg vil blive landmand og
bo på en gård med masser af dyr og den frie natur.
Langt væk fra alting.
Langt væk fra hende.
Mit liv skal ikke gå i stå
for at tilpasse hendes ønsker.
Jeg er myndig,
jeg bestemmer selv.
Der burde ikke være nogen forhindringer,
men det er der.
Men jeg springer ikke over hvor gærdet er lavest.
Jeg vil kæmpe.
Kæmpe til min drøm er gået i opfyldelse.
Om det så tager mange år
så holder jeg fast i min beslutning.
Men netop nu har jeg brug for meget kærlighed,
fra venner, familie og bekendte.