Ensomhed

Sidder i et oplyst rum,
føler alligevel mørket.
Er overladt til mig selv,
og mine tanker.

Tænker tilbage.
Uden megen glæde,
uden megen hjælp.
Føler et enormt svigt.

Hvor var dem der kaldte sig venner da jeg havde brug for dem.
Var de bange,
Hvorfor?
Det var mig der var bange.

Lang tid uden kontakt til nogen.
Kun en havde modet til det.
Forstår det ikke,
troede de at min elendighed smittede?

Begyndte at være tilstede igen.
Følte en vis sympati,
følte en vis nysgerrighed.
Men ingen venner.

Er altid trist, og altid ensom.
Føler at jeg er blevet svigtet,
og forladt.
Af dem på min egen alder,
og alle andre aldre.

Mine tanker er mine,
de er inde i hovedet.
Folk spørger en masse,
men uden svar.
For i virkeligheden er de ligeglade.

Føler ikke at jeg vil betro nogen,
min elendighed.
Hvorfor gøre andre oprevet,
over min "historie".

Jeg holder det for mig selv,
prøver at klare det,
prøver at komme videre.

Vil ikke have medlidenhed.
Vil bare glemme det,
men det er svært.

GLEM, GLEM, GLEM!
Men bevidstheden glemmer aldrig!