Væk

Vi blev enige,
gik hver sin vej,
det var en fælles beslutning,
for det gik bare ikke mere.

Men..
Først nu indser jeg, at det var det forkerte.
Først nu ved jeg, at vi to var perfekte sammen.
Først nu ved jeg, at jeg altid vil elske dig.
Først nu ved jeg, at jeg ALDRIG vil glemme dig.

Når jeg spørger: Kan vi ses snart, som venner? Svare du: Ja, men der er et men. Du vil ikke sige hvad? Hvordan skal jeg så tolke det. Tolke dig? Tolke mænd?

Du forvirrer mit indre med alle dine hentydninger og mærkelige ord.
Hvorfor ikke bare sige tingene som de er,
istedet for at holde mig for nar?

Det gør ondt indeni.
Den længsel efter dig, efter bekræftelse.
Det gør ondt indeni,
når jeg tænker på hvordan det var, men ikke er længere.
Det gør ondt indeni,
fordi vi ikke tænker ens længere, og ikke ønsker det samme.

Man indser først ting når det er for sent. Alt for sent..

Jeg elsker dig.