My awful feeling inside

Jeg har set ting et barn ikke bør se.
Hver dag er en kamp for mig, en kamp mod smerten. Kræfterne bliver mindre og mindre. Jeg føler virkelig at livets meninger er forsvundet ud i det blå lige for tiden.

Jeg har fandme grædt mange tårer. Jeg har følt enormt smerte. Jeg har lidt nok og ofret hele mit hjerte, kun for min mor! Jeg føler virkelig at jeg har mistet min mor. Hun har svigtet mig og forladt mig. Hun har simpelhen knust, ødelagt og smardet mig enormt meget indeni. Og alligevel er det endnu ikke gået op for mig, at at hun kunne finde på at behandle mig på den måde. Alt hvad hun har gjort og alt hun har sagt til mig, det glemmer jeg aldrig. Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg et enormt had, der bare brænder dybt i mit indre. Men alligevel tror jeg ikke, at min kærlighed til hende vil dø 100%. Der var jo også engang hvor hun kunne få mig til at le og sprede glæde. Men nu kan hun kun få mig til at græde. Min egen mor? Hende der egentlig var så tæt på mig, og dog så fjern. Jeg har indset at det er hende der ikke har hjertet med sig og ikke mig. Nogen siger, at jeg lukker mig selv mere og mere inde og gemmer mig i mit eget sind. Men jeg har valgt det selv, for livet har gjort mig blind. Kun mit eget lille håb om lys, kan holde mig oppe. Måske nytter det, måske vil jeg en dag få bekæmpet smerten? Men alt har jo sin pris.
Og jeg er 100% sikker på, at fortidens ar altid vil være der.
Hvad end jeg gør, desværre.

Kan godt være, at du kan høre og se den smerte jeg har i mit indre.
Men du vil aldrig komme til at mærke den lidelse af, at have en psykisk mor ligesom jeg gør.
Og det skal du kun være glad for.

En dag vil jeg rejse mig. En dag skal jeg nok komme videre.
Men ikke i dag, i dag er jeg tom. Jeg har et stort hulrum i mit hjerte,
der hvor min mor engang plejede at være. :'(