Før var der bare en monoton hverdag.
Uden lys og farver.
Uden tårer eller glæde.
Før en dag hvor en gnist eksploderede
og blev til tusind sole,
ensomhed blev til håb,
og tågen blev oplyst af mørkets engel.
Af få et kys fra dine læber
er som morgendug på en roses blade.
Kys, som får hver dag til at føles som den længste.
Hvert grin det længste.
Hver tårer den sørgeligste.
Og mit liv værd at leve.
Livets linie vil ætse ind i vores ansigter
og tiden vil tage kræfterne fra vores kroppe.
Men kærlighedens pensel vil male et billede af en sådan skønhed,
at end ikke hundrede livstider vil kunne fjerne det.
For du er min mørkets engel
og jeg vil altid være hos dig.
Skrevet d.
24. april 2006, 00:14
×
0
×
0
×
0