Dengang

Jeg ser mig selv i spejlet der.
Kold og klam, det er hvad jeg er.
Hvorfor forstod jeg det ikke?
Det eneste jeg gjorde var at nikke.
Hvorfor skal det hele lige gå galt?
Det er som om at jeg er ved at blive kvalt.
Min krop skriger for at komme væk,
væk, til et sted med den dejligste bæk
med græsmarker så bløde som dun
og en sol så varm og så lun.
Jeg kigger på de gamle billeder der,
det har været så nemt, det er det ikke mere.
Hvorfor skal jeg udsættes for denne udeskrivelige smerte ?
Det gør så ondt i mit blødende hjerte.
Jeg kan ikke drømme her
for her er der intet der sker.
Jeg har lyst til at flyve væk på en hvid sky
men sjæl og krop føles tungt som bly.
Nogle gange stirrer jeg bare på den kniven der.
Den var så nem at bruge.
Det er den ikke mere.
Jeg skriger lydløst og taber en tårer,
det føles som om blodet stivner i mine årer.