Vi mødes på bakken

Vi mødes på bakken

Hvor på bakken? Jeg har gennemsøgt hver eneste forlystelse, rutschebaner, spøgelseshus, galehus og hvad der ligger imellem. Endda på den gamle galgebakke! Men jeg kan ikke finde dig, og endnu værre; det føles useriøst. Ufrivillig morsomt at en mand i tyverne render rundt i Køge efter en pige, han har kendt i fire måneder. Selvom du af alle smilende optimister vil stå på at humor er godt uanset tidspunkt og form, føles det her forbandet uvirkeligt. Som om jeg har levet i en fantasi de sidste to år. To år.

Da jeg læste dit brev på bordet den søndag i marts, blev jeg opslugt af en panik så voldsom som helten i min historie må have følt da han, lammet af forbløffelse, klasker i gulvet. Hvorefter et monster kravlende ankommer og trækker ham hjælpeløs med ind i mørket. Jeg røg ikke i gulvet, men svajede. Kun holdt på plads af et spinkelt håb. Jeg huskede nemlig vores ture til bakken om sommeren. Nok det sted, udover vores lejlighed på Mågegade, vi har tilbragt mest tid sammen. Jeg kan huske at du inviterede mig på bakken. Jeg frygtede at det var startskuddet til en katastrofe. Jeg frygtede at min forelskelse vil ende i kedsomhed. At du ville kede mig. Tage på bakken. Jeg havde været stum af forbløffelse.
Men ikke så stum som dig, når jeg spurgte til dit mobil nummer, familie eller bopæl. Vi mødtes faktisk bare i den lejlighed jeg kun kan tænke på som vores eller i en tilfældig park. Ingen regler eller normer; sådan var vores forhold. Spinkelt tænkte jeg i starten, men det glemte jeg hurtigt; aldrig brød du en aftale ved at komme for sent eller udeblive.
Alt der senere skete viste mig at jeg tog fejl med hensyn til kedsomhed.
Jeg er vild med dig.
Dig og dit humør.

Jeg tog dog også fejl angående din nøjsomhed; du brød en aftale. Du udeblev. Efter den søndag i marts, da du besluttede dig for at skrive på den gule notatseddel, forsvandt du. Hvorfor?

På vej til arbejde kører jeg den specielle rute. Speciel, fordi jeg kørte den med dig næsten hver dag. Selv når jeg ikke skulle arbejde.
Det var efter at du fik øje på den jordø, en morgen hvor vi sammen kørte af sted mod min arbejdsplads. Du overtalte mig til at tage en sygedag for at vi kunne begive os ud mod øen. Det var en utrolig morgen.
Siden da har vi taget en tur forbi landmandens jordø i ny og næ. Mest i ny. I fritiden og på vej til arbejde. Jeg fik nogle skider på arbejde, men det forduftede fra mine tanker så snart jeg hørte din stemme igen.
Den rute bliver det sidste jeg vil beholde af de ting der minder mig om dig. Den og de minder der konstant springer frem. Billeder der som ribbensknækkende bamser med synåle i stedet for knapper, volder mig stor smerte hver gang de opfavner mig.
De sidste års liter af øl, opsang fra vennerne og mit eget ønske om ikke at sygne hen har resulteret i at jeg opgiver dig.
Min lejlighed bærer ikke længere præg af vores fire måneders bekendtskab. Du findes ikke fysisk mere i mit liv.

Men du vil ikke forsvinde. Hverken fra min rute til arbejde eller i mit hoved. Det skræmmer mig bleg og jeg føler mig svag. Jeg kører nærmest galt når jeg passerer jordøen. Bilen bærer altid præg af at have jord op af højre side. Ude at pløje vejkant som de nikkende siger på arbejdet, før de lader mig forklare hvorfor jeg er sen på den.
I morges vågnede jeg efter et mareridt og så i flere sekunder et træ brænde for mit blik.

Det er juli og knastørt. Faktisk ligger denne dag tæt op af Sankt Hans. Jeg kæmper en kort kamp, for at undgå at blande hekse med ind i det her. Jeg vinder den. Omend bliver jeg måske erklæret sindssyg ved Køge byret for at futte to træer af på en landmands jordhøj. Hvad mon det giver? To års samfundstjeneste hos en bitter landmand der ihærdigt vil prøve at få mig druknet i lort?

Jeg hiver tændstikpakken op af forlommen og skimter min parkeret bil i det tiltagende mørke. Det er køligt, men min Lada og min krop er godt varmet op af en dags aggressiv sol. En energiform der er på vej ud; teknisk knockouted af månen. Den skvulpende dunk med benzin har slidt mine håndflader ned til stikkende bjørnekløer; smeltet pels viklet ind i betændte kløer.
Man må da indrømme at otte og en halv måned uden dig, virkelig har været positivt for min evne til at skildre smerte.
Sådan er det med gamle venner. Dem der holder kontakten glemmer man aldrig.

Egentlig ser det flot ud her fra min bakketop. Solen er på vej ned og jeg fornemmer de sidste lune stråler igennem grene der blafrer knagende i vinden.

Det er svært at sige farvel til gamle venner. Især dem hvor man ikke drukner i minder om fortiden, men i mulighederne for en god fremtid. Det var dig, der fandt bakkeøen. Vores bakke.

Bakken.

Vi mødes på bakken.

Jeg tabte benzindunken, lod den trille ned af højen og fjernt hørte jeg et knæk efterfulgt af en skvulpen. Hvad dør først på benzindunke og mænd, når det hele går ned af bakke? Knoppen!
Tændstikkerne faldt vel i græsset. Det var så lydløst at jeg ærlig talt ikke ved det. Er også hamrende ligeglad.

Jeg sprintede tilbage til den opvarmede Lada.
Efter seks febrilske minutter fandt jeg noget der levede halvt op til min romantiske forestilling af en eftersøgning i mørke.
Sveddryppende og med øjne knebet sammen som en streg, søgte jeg i det dejlige græs med min selvlysende mobil.

Jeg fandt intet skrald, hvilket undrede mig meget da jeg havde set personer der havde sneget sig herhen om morgen og eftermiddagen. Enkeltvis, så jeg forventede ikke at spotte kondomer, men en dåseøl og to pakker smøger. Noget jeg ellers regnede med at finde på godt alle steder; fra Tibets bjerge til Hastrups skove. Men ingenting af den kaliber dukkede op. End ikke et skod.

Jeg følte mig som biologen i Jurassic Park der med begge næver godt begravet i dino lort graver ufordøjede planterester frem. I stedet dukkede roser og liljer op i mobilens søgelys. Jeg havde ikke bemærket dette prisskift i planter på jordhøjen, før mine hænder nu lukker sig om dem. Der findes i sandhed en verden, vores sko har patent på.

Roserne og liljerne var plantet parvis. Med en bredde mellem sig på cirka tyve centimeter. Det lignede en form for vejvisningen; en sti! Jeg stak røven i vejret og spurtede af sted i mørket. Stien førte mig igennem øens to træer og over på bakkesiden der er fri af eventuelle bilisters stirren.
Den endte ved en rektangulær sten, omkranset af en busk med røde bær.

Stenen var blevet slebet til dens form af menneskehænder. Udsmykket efter ønske fra en familie klædt i sort.

Gravstensmageren havde også indgraveret ord.

Marie Joachimsen
1981-2005
Jeg elsker dig Mathias

Jeg elsker også dig.

Så lod jeg mig selv græde. Brød sammen der i græsset, mens en kølig sensommervind blæste til tårerne. Min smerte lettede. Jeg fornemmede minderne. Så dig. Hørte dig. Følte dig.